Jonathan Pollack
Jonathan Pollack

Anarkister mot muren

TEL AVIV: Det bliver vanskeligere og vanskeligere at opponere mod systemet i takt med at Israel flytter mod højre.

Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 30.08.2019

Vi træffer Kobi Snitz i det sydlige Tel Aviv, hvor han bor. Det er den socialt tunge del af byen, og han er engageret i arbejdet med de mange flygtninge fra Sudan og Eritrea, som holder til dér. I begyndelsen af året deltog Snitz i et politisk møde. Deltagerne kom fra det anarkistiske miljø i Tel Aviv, og det var ikke noget stort arrangement. Han kendte de fleste: «Men jeg lagde især mærke til, at jeg var en af de yngste, og jeg er trods alt 47 år gammel», siger han. «Der var en del mænd med gråt hår!»

Beskrivelsen er kendetegnende. Valget til det israelske parlament, Knesset, i våres blev endnu en sejr for Benyamin Netanyahu og landets nationalistiske højrefløj, og den højredrejning, som snart har stået på i mange år, synes at fortsætte. Overfor dette er det politiske spektrum til venstre for midten stærkt reduceret. Det førhen så mægtige Arbejderparti kom lige akkurat ind med 6 ud af de 120 mandater.

«Vi mærker også tendensen i grupperne, som arbejder udenomsparlamentarisk», siger Kobi.

Punk og 1960’ernes progressive bevægelser. Vi er i færd med at tage pulsen på den israelske anarkistbevægelse. Det har aldrig været noget massefænomen, men den har været til stede. Anarkisterne har tidligere markeret sig i fredsbevægelsen og i protesterne mod besættelsen og den fortsatte undertrykkelse af palæstinenserne, og sagen er ikke mindst interessant, fordi dele af Israel i sin tid selv startede som et socialistisk og kollektivt eksperiment.

Før Israels grundlæggelse i 1948 betragtede et antal kibbutzer
sig som anarkistiske kommuner, og man læste både Kropotkin og
Tolstoj.

Tanken er naturligvis på kibbutzen. Kobi er født og opvokset i Barkai, som er en af dem, men han lukker hurtigt luften ud af illusionerne. Han kan godt anskue kibbutzen med sin kollektive levevis som en form for anarkisme. I hvert tilfælde i de tidlige år, altså i tiden før statens grundlæggelse i 1948, betragtede et antal kibbutzer sig som anarkistiske kommuner, og man læste både Kropotkin og Tolstoj.

Abonnement halvår kr 450

«Men kibbutzen udviste samtidig udpræget engagement i opbyggelsen af staten, og ikke mindst deltog den aktivt i forbrydelserne mod palæstinenserne», forklarer han.

Barkai er i sig selv et godt eksempel. Den blev grundlagt i maj 1949 på jord, der tidligere havde tilhørt en palæstinensisk landsby. Den eneste tilbageværende bygning fra landsbyen tjener i dag som indgang til kibbutzens svømmebassin.

«Jeg vil kalde det en stærkt kompromitteret anarkisme», smiler han.

Anarkister mod muren

Men modkulturen eksisterede i Israel, og det er Jonathan Pollak måske det bedste udtryk for. Han er opvokset i Tel Aviv, hvor forældrene var aktive på venstrefløjen. Et af hans tidligste erindringsglimt er fra en demonstration i Tel Aviv, som blev opløst af politifolk på hesteryg.

«Jeg blev involveret i dyrevelfærd», fortæller Pollak. «Jeg har været vegetar siden jeg var syv, og jeg gik ind i bevægelsen som ung teenager. På det tidspunkt var 99,9 procent af bevægelsen anarkister, så det var gennem anarkisme og punk min politiske identitet udviklede sig.»

Da han var femten år gammel, holdt han op med at gå i skole. Forældrene skulle lige vænne sig til tanken, som han formulerer det, men de havde ikke noget valg og accepterede det. Den næste store beslutning kom, da han fyldte 18 og som alle unge israelere blev indkaldt til militæret.

Han valgte at blive militærnægter. Navnlig dengang var det meget usædvanligt. Der var og er stadig et stort socialt pres, hvilket måske er en af forklaringerne på, at der er så relativt få israelere med Jonatan Pollaks indstilling. Valget kostede ham flere ophold i militærfængsel, og da de militære myndigheder omsider lod ham slippe, var det med en anmærkning i papirerne om at han er psykisk ustabil. Dette har betydning, når man skal ud og søge arbejde. I stedet for at blive soldat rejste han til Amsterdam, hvor han i et par år var en del af det autonome miljø. Den tid beskriver han som en lykkelig følelse af frihed.

Ikke desto mindre vendte han hjem, for han så, at der var brug for ham. Han blev en af nøglepersonerne i bevægelsen Anarkister mod muren, der hver eneste fredag demonstrerede langs Israels såkaldte sikkerhedshegn på Vestbredden. Jonathan tager stadig til demonstration hver fredag, men gruppen eksisterer ikke længere. De blev færre og færre.

Som nazistene

En anden fra denne kreds er Ben, som ikke ønsker sit efternavn på tryk. Også han er opvokset i en kibbutz, som hans bedsteforældre var med til at grundlægge i tiden efter Anden Verdenskrig. Hans bedstemor, som han aldrig har mødt fordi hun begik selvmord kort efter ankomsten til det nye land, spiller en særlig rolle. Hun var eneste overlevende fra en lille gruppe unge jøder, der deltog i opstanden mod nazisterne i Warszawa-ghettoen i 1943.

Da Ben gik i gymnasiet, tog han med på den rejse til Polen, som alle israelske gymnasieelever bliver tilbudt.

«Vi besøgte Warszawa og vi så Auschwitz, og jeg oplevede, hvordan min bedstemors historie blev forvandlet til zionistisk propaganda», siger han. «På den rejse fik jeg øjnene op for, at vi israelere i virkeligheden opfører os på samme måde som nazisterne, når vi opretholder besættelsen af palæstinenserne.»

Ben blev militærnægter i 2001, hvor den palæstinensiske Al Aqsa Intifada var på sit højeste. På det tidspunkt boede han i Kramim, en nystartet kibbutz i den nordlige del af Negev-ørkenen. Det var et lille landbrugssamfund, hvor det ikke var nogen nem beslutning at gå sine egne veje som han gjorde. Han blev stemplet som «underlig», så på mange måder fandt han et nyt fællesskab i Anarkister mod muren.

Boligmarkedet

For de fleste af hovedpersonerne er dette i dag et stykke fortid. Tel Aviv har altid været byen, der var rummelig nok til modkulturer og alternative livsformer, men selv det har ændret sig. De få anarkistiske kollektiver, som eksisterede, er for længst borte.

I dagens Israel er det lettere at have espekt for dyrene end for palestinerne

«Anarkister mod muren opstod næsten på samme tid som antiglobaliseringsbevægelsen ude i verden, og det motiverede mange mennesker», husker Jonathan Pollak. Men igen og igen pointerer han, at Israel i de sidste 45 år har levet med højrefløjsregeringer næsten konstant. På nær 5 år, hvor Arbejderpartiet har siddet ved roret. Denne lange periode har landet bevæget sig støt mod højre, og selv den parlamentariske venstrefløj har bevæget sig i samme retning. Det betragter han som et pragmatisk forsøg på at fastholde en kernegruppe af vælgere, men som resultat er der opstået et tomrum mellem venstrefløjen og dér, hvor han befinder sig.

«Vi står isoleret, og mange har mistet lysten til at være med», siger han.

Ben har endnu en forklaring. Han forlod Tel Aviv for tre år siden, fordi det er blevet for dyrt at bo i byen: «Israel er blevet et konkurrencesamfund i ekstrem grad, og navnlig i Tel Aviv er boligpriserne skyhøje», siger han. «Der er ikke længere tomme ejendomme, som vi kan besætte, så mange israelske anarkister er rejst til Amsterdam eller Berlin, hvor der stadig er plads til vores livsstil.»

Veganisme som figenblad

For det skuende øje fremstår Tel Aviv ikke desto mindre som en liberal storby. Den er yderst imødekommende overfor bøsser og lesbiske, og Gay Pride er årets suverænt største event i byen. Den er også hjem for en veganerkultur uden sidestykke. Omkring fem procent af den israelske befolkning betragter sig som veganere, hvilket er et af de højeste tal i den vestlige verden, og mange af dem lever i Tel Aviv.

Kobi ryster på hovedet: «Vi er veganere, alle sammen, for det er en del af vores livsanskuelse», siger han. «Men i dagens Israel er det lettere at have respekt for dyrene end for palæstinenserne. Den veganisme, vi ser omkring os, er et modefænomen, og den er ikke spor politisk. Netanyahus egen søn er veganer, og Israels nye generalstabschef, Avi Kochavi er veganer!»

Hans sidste ord synes at sige alt. I hans øjne er veganismen en integreret del af en politisk dagsorden. Det er ikke bare et fravalg af animalske produkter på spisebordet, men en del af noget større. I og med at veganismen er blevet mainstream, føler han sig også misbrugt.

«Veganismen er blevet et figenblad for det israelske etablissement», siger han. «Den bliver brugt til at skildre Israel som et åbent og liberalt samfund, mens det i virkeligheden er en politistat. Men lige nu er vi for få, til for alvor at stille noget op!»

Jonathan Pollak fik i juli måned en fysisk påmindelse om den manglende åbenhed i det israelske samfund. En sen eftermiddag blev han overfaldet på gaden i Tel Aviv. En mand gik på ham med de bare næver, mens han højlydt beskyldte Pollak for at være «en beskidt venstreorienteret».

Gerningsmanden er aldrig blevet fundet.

[/mepr-active] …

Kjære leser. Du har lest over 6 artikler denne måneden. Hva med å støtte NY TID ved å tegne et løpende online abonnement for fri tilgang til alle artiklene?

Legg igjen et innlegg

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.