Det aldrende menneskes skrift

90-årige Torben Brostrøm og 80-årige Jørgen Leth giver os erfarne ord om alderdom, liv og død.

Steffen Moestrup
Fast mediekritiker i Ny Tid. Bosatt i Århus.

Ved kanten. En endnu levendes erindringer/Men jeg er her jo

Torben Brostrøm/Jørgen Leth 

Gyldendal

Danmark

For nylig besøgte jeg min bedstemor for at sige farvel, inden jeg rejser med familien for at bosætte mig i USA et halvt års tid. På et tidspunkt under vores besøg sagde hun til mig, at det jo kunne være, hun døde, mens vi var væk. Det tænkte jeg ikke videre over, for min bedstemor taler af og til om, at hun jo nok skal dø snart. At hendes fødselsdag nok er den sidste. At det ikke er godt at vide, om hun er her næste år. Men da vi gav et sidste farvelkram i døren, begyndte hun at få vand i øjnene, hendes stemme knækkede over, og til sidst græd hun en anelse. Jeg har aldrig før set min bedstemor på 92 år græde før.

I dagene efter har jeg spekuleret på, hvorfor hun mon græd. Var det tanken om at vi skulle rejse og dermed leve fjernt fra hende et halvt års tid? Jeg tvivler. For vi ser ikke så meget til hinanden længere; der kan næppe være et større afsavn. Var det mon snarere en reel angst for at dø, der mødte hende i det øjeblik?

Det ikke-private. Samme aften, som jeg om dagen havde sagt farvel til min bedstemor, begyndte jeg at læse 90-årige Torben Brostrøms nye værk Ved kanten, der bærer undertitlen En endnu levendes erindringer. Værket er bestemt også erindringer om levet liv, men det bærer kun sporadisk på de personlige, anekdotiske antrit. Snarere er Brostrøms bog funderet i hans mangeårige virke som litteraturkritiker. Siden 1956 har Brostøm været tilknyttet avisen Information som kritiker, og man fornemmer da også hurtigt, at han fortsat både tænker, lever og bruger litteratur dagligt. Måske er det kontinuerlige kulturforbrug opskriften på et langt og lykkeligt liv? Så eksplicit bliver Brostrøm dog aldrig. Ulig en hel del af tidens andre erindringsbind er Brostrøms tekst nemlig sigende ikke-privat. Det handler kun sporadisk om Brostrøm selv og næsten bestandigt om Brostrøm i forhold til noget andet end sig selv. Især i forhold til litteraturen, som han givetvist har helliget et helt livs kærlighed og opnået et helt livs viden om. Erindringsbindets mange korte afsnit rummer stort set alle en række inddragelser af litteratur fra nær og fjern: Montaigne, der reflekterer over vores fælles forestilling om levealder; Rilkes dødsscener; Rifbjergs sidste ord.

Gjentagelsen har nærmest vært et arbeidscredo hos Leth, og med alderdommen blir den også et eksistensielt grunnvilkår.

Ingen rød sløjfe. Nogle sætninger har det med at sætte sig fast hos en. Og mens jeg læser Brostrøms værk kommer jeg i tanke om en bestemt sætning, som forfatter og læge Tage Voss ytrede i en artikel i Politiken for nogle år siden. Den dengang 94-årige Voss sagde noget bastant i stil med: «Der er intet godt ved at blive gammel!»

Så nedslående ytrer Brostrøm sig langt fra. Jovist påpeger Brostrøm også alle skavankerne med knirkende krop, tunghørhed og behovet for hvile, men han har også mange gode ting af sige om livets afsluttende kapitler. Travlheden erstattes af et helt andet tempo, som muliggør at man får øje på «øjeblikkets uerstattelige værdi». Hvordan hjortetaktræets dunede grenskud inviterer til en venlig berøring, eller hvordan strandkanten er et universelt mødested, hvor land, vand og himmel går sammen.

Bogen er et sammensurium af pludselige indfald, løsrevne refleksioner. Her er ingen rød sløjfe til at binde livets fortælling sammen og heldigvis for det. Brostrøms lille værk simulerer på den måde fint livets beståen af vilkårlige hændelser og fragmentariske natur.

Leth lever. Fornemmelsen af at være i selskab med en litterær mosaik går igen i et andet aldrende menneskes nylige skrift, Jørgen Leths tekstsamling Men jeg er her jo. Om alderdommen hos den dog blot 80-årige fødselar har frigjort tid, sådan som det synes at være hos Brostrøm, er næppe tilfældet, for Leth har fortsat gang i mange projekter. Der er både digtene, filmene, Tour-de-France- kommentarerne, de lyriske performances samt naturligvis hele den lethske livstilgang: at åbne øjnene, bevare nysgerrigheden og invitere tilfældet indenfor. Og så er der gentagelserne, som ikke bliver mindre med årene. Gentagelsen har jo nærmest været et arbejdscredo hos Leth og med alderdommen bliver den også et eksistentielt grundvilkår. Nu kan Leth med rette overveje og genoverveje om han gider at rejse sig. Skal jeg gøre noget? Skal jeg gå ud eller blive inde? Det kan lyde sådan her:

«Nu er klokken 10.45, og jeg har lige siddet og  sovet over computeren. Gider ikke gå ud. Gider ikke blive her. 10.49: det samme. Har sovet igen. Bemærker, at jeg har klædt mig på til at gå ud. Men gider ikke. Dagslys filtreret til grå hinde. Drikker lidt vand af lille grønt plasticbæger. Nu er den 10.56. Jeg sidder her. Tænker på at rejse mig og gå ud. Min venstre hånd hvilede for et øjeblik siden tungt på tastaturet. Nu ikke mere. Den er 10.59.»

Livet selv. Det er levet liv, det handler om. Hvordan livet leves og hvordan det studeres. Hvad man ser, når man åbner øjnene og iagttager livet. Men Leth er ikke blot iagttager. Han er også deltager. Han producerer bestandigt tanker og ord, og han agerer. Samtidig er selve iagttagelsen en del af produktionen, fordi den bliver omdrejningspunkt i en tekst som denne.

Alderdommen er som sådan ikke det centrale tema hos Leth. Men alderen følger naturligvis med som en ufravigelig skygge i livet. Man kan sagtens læse alder ind i teksten og sidde og finde spor efter hvad alder gør ved Leth. Hvordan han frygter at falde, når han går op af en bakke. Hvordan det værker i lårene. Men jeg er ikke sikker på, at det vil gøre teksten bedre. Så det vælger jeg at lade være med. I stedet skal vi nok hæfte os ved livet i sig selv. Leth er sur om morgenen. Han er ikke meget for den tomme dag. Alle de muligheder og valg. Men når først kaffen indtages, og enkelte handlinger begynder at give dagen indhold, stiger humøret. Leth er stadig i live.

DEL
Steffen Moestrup
Fast mediekritiker i Ny Tid. Bosatt i Århus.