Det aldrende menneskes skrift

90-årige Torben Brostrøm og 80-årige Jørgen Leth giver os erfarne ord om alderdom, liv og død.

Steffen Moestrup
Moestrup er mediekritiker og for tiden ph. d.-student i Berkeley.

Ved kanten. En endnu levendes erindringer/Men jeg er her jo

Torben Brostrøm/Jørgen Leth 

Gyldendal

Danmark

For nylig besøgte jeg min bedstemor for at sige farvel, inden jeg rejser med familien for at bosætte mig i USA et halvt års tid. På et tidspunkt under vores besøg sagde hun til mig, at det jo kunne være, hun døde, mens vi var væk. Det tænkte jeg ikke videre over, for min bedstemor taler af og til om, at hun jo nok skal dø snart. At hendes fødselsdag nok er den sidste. At det ikke er godt at vide, om hun er her næste år. Men da vi gav et sidste farvelkram i døren, begyndte hun at få vand i øjnene, hendes stemme knækkede over, og til sidst græd hun en anelse. Jeg har aldrig før set min bedstemor på 92 år græde før.

I dagene efter har jeg spekuleret på, hvorfor hun mon græd. Var det tanken om at vi skulle rejse og dermed leve fjernt fra hende et halvt års tid? Jeg tvivler. For vi ser ikke så meget til hinanden længere; der kan næppe være et større afsavn. Var det mon snarere en reel angst for at dø, der mødte hende i det øjeblik?

Det ikke-private. Samme aften, som jeg om dagen havde sagt farvel til min bedstemor, begyndte jeg at læse 90-årige Torben Brostrøms nye værk Ved kanten, der bærer undertitlen En endnu levendes erindringer. Værket er bestemt også erindringer om levet liv, men det bærer kun sporadisk på de personlige, anekdotiske antrit. Snarere er Brostrøms bog funderet i hans mangeårige virke som litteraturkritiker. Siden 1956 har Brostøm været tilknyttet avisen Information som kritiker, og man fornemmer da også hurtigt, at han fortsat både tænker, lever og bruger litteratur dagligt. Måske er det kontinuerlige kulturforbrug opskriften på et langt og lykkeligt liv? Så eksplicit bliver Brostrøm dog aldrig. Ulig en hel del af tidens andre erindringsbind er Brostrøms tekst nemlig sigende ikke-privat. Det handler kun sporadisk om Brostrøm selv og næsten bestandigt om Brostrøm i forhold til noget andet end sig selv. Især i forhold til litteraturen, som han givetvist har helliget et helt livs kærlighed og opnået et helt livs viden om. Erindringsbindets mange korte afsnit rummer stort set alle en række inddragelser af litteratur fra nær og fjern: Montaigne, der reflekterer over vores fælles forestilling om levealder; Rilkes dødsscener; Rifbjergs sidste ord.

Gjentagelsen har nærmest vært et arbeidscredo hos Leth, og med alderdommen blir den også et eksistensielt grunnvilkår.

Ingen rød sløjfe. Nogle sætninger har det med at sætte sig fast hos en. Og mens jeg læser Brostrøms værk kommer jeg i tanke om en bestemt sætning, som forfatter og læge Tage Voss ytrede i en artikel i Politiken for nogle år siden. Den dengang 94-årige Voss sagde noget bastant i stil med: «Der er intet godt ved at blive gammel!»

Så nedslående ytrer Brostrøm sig langt fra. Jovist påpeger Brostrøm også alle skavankerne med knirkende krop, tunghørhed og behovet for hvile, men han har også mange gode ting af sige om livets afsluttende kapitler. Travlheden erstattes af et helt andet tempo, som muliggør at man får øje på «øjeblikkets uerstattelige værdi». Hvordan hjortetaktræets dunede grenskud inviterer til en venlig berøring, eller hvordan strandkanten er et universelt mødested, hvor land, vand og himmel går sammen.

Du har nå lest 4 frie artikler denne måned.

Logg inn (krever online abonnement, 69kr) for å lese videre.

DEL
Steffen Moestrup
Moestrup er mediekritiker og for tiden ph. d.-student i Berkeley.

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.