Det aldrende menneskes skrift

90-årige Torben Brostrøm og 80-årige Jørgen Leth giver os erfarne ord om alderdom, liv og død.

Steffen Moestrup
Email: moestrup@gmail.com
Publisert: 13.07.2017
           Ved kanten. En endnu levendes erindringer/Men jeg er her jo
Forfatter: Torben Brostrøm/Jørgen Leth 
Gyldendal, Danmark

For nylig besøgte jeg min bedstemor for at sige farvel, inden jeg rejser med familien for at bosætte mig i USA et halvt års tid. På et tidspunkt under vores besøg sagde hun til mig, at det jo kunne være, hun døde, mens vi var væk. Det tænkte jeg ikke videre over, for min bedstemor taler af og til om, at hun jo nok skal dø snart. At hendes fødselsdag nok er den sidste. At det ikke er godt at vide, om hun er her næste år. Men da vi gav et sidste farvelkram i døren, begyndte hun at få vand i øjnene, hendes stemme knækkede over, og til sidst græd hun en anelse. Jeg har aldrig før set min bedstemor på 92 år græde før.

I dagene efter har jeg spekuleret på, hvorfor hun mon græd. Var det tanken om at vi skulle rejse og dermed leve fjernt fra hende et halvt års tid? Jeg tvivler. For vi ser ikke så meget til hinanden længere; der kan næppe være et større afsavn. Var det mon snarere en reel angst for at dø, der mødte hende i det øjeblik?

Det ikke-private. Samme aften, som jeg om dagen havde sagt farvel til min bedstemor, begyndte jeg at læse 90-årige Torben Brostrøms nye værk Ved kanten, der bærer undertitlen En endnu levendes erindringer. Værket er bestemt også erindringer om levet liv, men det bærer kun sporadisk på de personlige, anekdotiske antrit. Snarere er Brostrøms bog funderet i hans mangeårige virke som litteraturkritiker. Siden 1956 har Brostøm været tilknyttet avisen Information som kritiker, og man fornemmer da også hurtigt, at han fortsat både tænker, lever og bruger litteratur dagligt. Måske er det kontinuerlige kulturforbrug opskriften på et langt og lykkeligt liv? Så eksplicit bliver Brostrøm dog aldrig. Ulig en hel del af tidens andre erindringsbind er Brostrøms tekst nemlig sigende ikke-privat. Det handler kun sporadisk om Brostrøm selv og næsten bestandigt om Brostrøm i forhold til noget andet end sig selv. Især i forhold til litteraturen, som han givetvist har helliget et helt livs kærlighed og opnået et helt livs viden om. Erindringsbindets mange korte afsnit rummer stort set alle en række inddragelser af litteratur fra nær og fjern: Montaigne, der reflekterer over vores fælles forestilling om levealder; Rilkes dødsscener; Rifbjergs sidste ord.

Gjentagelsen har nærmest vært et arbeidscredo hos Leth, og med alderdommen blir den også et eksistensielt grunnvilkår.


… OBS. teksten fortsetter …


Kjære leser. NY TID trenger din støtte for å lage avisen. Derfor ber vi deg vennligst abonnere. Om du allerede gjør det, logg inn eller bare registrer deg som leser (inkluderer nyhetsbrev) for å lese mer gratis. (Du har allerede lest et par gratis artikler.)


Ny Tid i julegave

Legg igjen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.