At vi lever i et billedsamfund er vist hinsides diskussion, det slog Guy Debord og Marshal McLuhan allerede fast i 1960’erne. Siden da er samfundets billedkarakter blot blevet stadig mere udtalt. Debord analyserede processen, hvor billeder af det moderne kapitalistiske samfund paradoksalt skjuler det selvsamme samfunds gabende tomhed og opløsning af enhver tradition og fællesskab, som et yderligere gennem alle de nye tekniske kommunikationsproteser fra fjernsyn og telefoner til biler.
Når man går en tur ned ad gaden og hver anden forbipasserende ikke ser op, men fortryllet stirrer ned på den lysende skærm i sin hånd, synes Debords analyse at have mere på sig. Vi lever i «det spektakulære samfund», hvor de fleste sociale forhold medieres af billeder og alt tenderer til at antage karakter af en reklame. Dette er en karikatur af Walter Benjamins utopiske forestilling om filmmediet som bibringer af en visuel erfaring til mennesker. Når Trumps Proud Boys og QAnon-tilhængere stormer Kongressen tager de selfies. Det er dér, vi er nået til i den menneskelige udvikling.
Operativ billedsfære
Billedsamfundets personaliserede visuelle repræsentationer er dog ikke hele historien. Hverken Debord og McLuhan kunne have forudset i hvilken grad udbredelsen af elektroniske billedteknologier har medført fremkomsten af en operativ billedsfære, der er helt unddraget offentlig diskussion. Denne billedsfære udgør, som den tyske kunsthistoriker O.K. Werckmeister har beskrevet, en database af informationer, billedkonstruktioner, formler og tekster, der indgår i programmeringen af elektroniske apparater som overvåger offentligheden. Disse billeder er hemmelige i den forstand, at de aldrig nogensinde kommer et menneske for øje. De udgør et lukket kredsløb af videoelektroniske spejlinger, uopfordrede optagelser af mennesker, optaget uden deres vidende og ofte mod deres vilje.
Forensic Architecture, Wikileaks og Bellingcat intervenerer i den operative billedsfære.
I bogen Investigative Aesthetics beskriver den israelske arkitekt Eyal Weizman og den engelske medieteoretiker Matthew Fuller med udgangspunkt i gruppen Forensic Architecture, som Weizman er leder af, hvordan det med æstetiske midler er muligt kritisk at afsløre tilfælde af statsvold. Forensic Architecture har igennem mere end ti år brugt arkitektoniske og digitale teknikker til at undersøge specifikke sager, hvor stater eller grupper begår overgreb og forbrydelser, som ikke er blevet opklarede, altså sager der forbliver i den operative billedsfære.
Weizman og Fullers bog er både en præsentation af Forensic Architectures arbejde, men også et forsøg på mere overordnet at beskrive den undersøgende praksis, der kendetegner en ny generation af systemkritiske journalister, kunstnere og NGOere, som bearbejder store datasæt med henblik på at udfordre systemet og påpege overgreb. Grupper som Forensic Architecture og netmedier som Wikileaks og Bellingcat intervenerer i den operative billedsfære og graver dokumenter, filer og videoer frem fra statens hemmelige netværk.
Som med Weizmans andre bøger, Hollow Land (2017) om den israelske hærs operationer i de besatte områder, og The Least of All Possible Evils (2017) om humanitarisme-diskursens medskyldighed i fremkomsten af en ny voldsøkonomi, er Investigate Aesthetics en teori-let fremstilling, som primært fungerer gennem eksempler.
Giftgasangrebet i Syria
Forensic Architecture er en ny transversal kunstvidenskabelig praksis. Gruppen udstiller på kunstmuseer og er en del af samtidskunsten, men er samtidig en afdeling på Goldsmiths på University of London, og gruppen samarbejder med menneskerettighedsorganisationer og jurister med henblik på at kortlægge eksempler på statsvold. De har således ved flere lejligheder fremlagt beviser i retssager og været involveret i afsløringen af forbrydelser, og ofre for overgreb kan henvende sig til gruppen med henblik på at få hjælp til at kortlægge og afsløre statsterror og menneskerettighedsforbrydelser.
Ud fra en Mi-8 helikopter som smed en klorinbombe kunne de fastslå, at det uden tvivl var den syriske stat.
Et godt eksempel på gruppens virke er påvisningen af giftgas angrebet i Douma i Syrien, hvor Forensic Architecture i samarbejde med Bellingcat og New York Times fastslog, at Assads hær den 7. april 2018 kastede giftgas over byen og dræbte mellem 40 og 50 mennesker og sårede mere end 100. På baggrund af Bellingcats analyse af videomateriale, der konkluderede, at en Mi-8 helikopter smed en klorinbombe, udarbejdede Forensic Architecture og New York Times i fællesskab en tredimensionel model over bygningen, der blev angrebet. Dermed kunne de fastslå, at det uden tvivl var den syriske stat, som på det tidspunkt havde kontrol over luftrummet over byen, der stod bag angrebet og ikke oprørere, som Assad-styret ellers påstod. I samarbejde med Rusland forsøgte Assad-styret nemlig at dække over angrebet: de forhindrede først journalister i at komme ind i Douma, og senere påstod de, at det var oprørsgrupper, der stod bag. Til det formål spredte de en overflod af billeder, der skulle skabe tvivl om begivenheden. Nogle sekvenser viste tilsyneladende, at civile var døde, fordi de havde inhaleret støv fra bygningen, der styrtede sammen, mens andre fotografier viste, det var oprørere, der havde smidt giftgas.
At tænke magt molekylært
Weizmans Forensic Architecture fremstår som et af de bedste eksempler på, hvor produktivt det kan være at tænke magt molekylært, som en assemblage eller et diffust miljø af kræfter i forlængelse af filosofferne Deleuze og Latour. Hvor mange multiplicitets-tænkere tenderer til at ende med et udvandet og ukritisk magtbegreb, udfolder Weizman en på én gang subtil og subversiv stats- og voldskritik.
Forensic Architecture opererer i det billedsamfund, Debord og McLuhan forsøgte at analysere. Deres tilgang er noget mere konkret og håndgribelig end både Debord og McLuhan, der på hver deres måde var en del af en marxistisk modernisme – hvor projektet handlede om at skabe en ny verden. Forensic Architecture er på godt og ondt langt mindre visionære. Det handler mere om at afsløre og vise overgreb i denne verden end om at afvise hele verden og skabe en ny. Derfor kan de indgå i mange forskellige sammenhænge og bevæge sig mellem kunstinstitutionen, auditoriet og retssalen. Det er klart en af gruppens store styrker. Men selvfølgelig også en vedkendt begrænsning. En mere overgribende samfunds- og institutionskritik er ikke målet. Det er nålestiksoperationer, der er tale om.
Weizman og Fuller beskriver selv dette som et skifte fra kritik til undersøgelse. Kritik og kritisk teori – de nævner marxisme, psykoanalyse og poststrukturalisme – var ifølge dem kendetegnet ved at abonnere på en «arkæologisk dybdemodel», det handlede om at afklæde magten og komme om bagved den, så at sige vise dens grund eller fundament. Undersøgelsen er anderledes. Den opererer ikke med en forestilling om en skjult instans, noget bagved. Undersøgelsen afdækker også hemmelighed er, men gør det uden at tilslutte sig en idé om sandheden med stort s. I dag er hemmeligheder lige så ofte offentlige hemmeligheder eller de er til stede, hvis man formår at analysere store, offentligt tilgængelige datasæt. Weizman og Fuller skriver, at undersøgelsen er en mere kontekstuel tilgang, hvor udgraveren også interesserer sig for den jord, som det «arkæologiske» objekt, marmorstatuen for eksempel, ligger begravet i. Den nye type kritiker, den æstetiske undersøger, ser også nærmere på de jord- og støvlag, som statuen ligger i, de kan nemlig også bidrage til at rekonstruere historien om udgravningsstedet og sige noget om for eksempel ernæringsmæssige og klimatiske forhold.
Fra objekt til omgivelser
Forskydningen fra objekt til kontekst eller omgivelser illustrerer Weizman og Fuller med afdækningen af eksistensen af USA’s hemmelige fangeprogram. Som et led i Krigen mod terror oprettede CIA de såkaldte sorte huller, hemmelige fængsler, hvor de afhørte og torturerede tilfangetagne mistænkt for terrorisme. Det var blandt andre kunstnere som Trevor Paglen, der var med til at afsløre eksistensen af dette program ved at stykke en masse brikker sammen. Ved at sammenligne lokaliteter på Google Earth, flyruter, regninger fra private firmaer og mobiltelefondata lykkedes det at lokalisere et helt netværk af hemmelige fængsler rundt omkring i verden, hvor USA tilbageholdt mennesker, der ikke var blevet anklaget eller dømt for nogen forbrydelser.
Enhver hemmelig operation efterlader sig nemlig et spor af den ene eller den anden slags. Digitale spor eller «materielle» spor som Forensic Architecture, Bellingcat og kunstnere som Paglen finder og stykker sammen til et billede, hvorved staten og dens vold bliver synlig. Små materielle spor som mærkatet på en vandflaske med et polsk navn er vigtige: vandflasken var med til at afsløre et hemmeligt fængsel i Polen, hvor Khalid Sheikh Mohammed blev afhørt, før han blev placeret i Guantánamo-lejren, hvor han stadigvæk sidder. Forensic Architectures æstetiske undersøgelse arbejder med sådanne tilsyneladende ligegyldige detaljer. Selv når CIA forsøger at efterlade sig falske spor, efterlader de sig spor. Måske taler de involverede ikke, men der er ikke desto mindre aftryk i den materielle verden, som kan aflæses. Den æstetiske undersøgelse lægger mærke til alle de små d”etaljer, som gør det muligt at skrive en anden historie. En politisk mikrohistorie om statens vold.
