Bestill sommerutgaven her

Adrenalinsuset og det elektrificerede menneske

Das intensive Leben. Eine moderne Obsession
Forfatter: Tristan Garcia
Forlag: Suhrkamp (Tyskland)
MODERNITET / Den selviske jagt på nye ekstremer og oplevelsen i nuet er blevet et bekymrende symptom på en moderne verden på alvorlige afveje. En angst for pausen og mellemrummet?

Et dansk mandeblad gjorde for ikke så længe siden opmærksom på, at man i gennemsnit kan regne med at leve i 27.000 dage. Nedtællingen er i gang, og man skal gerne have det hele med, så længe festen varer. Derfor havde bladet besluttet at hjælpe læserne på vej ved at sammensætte en liste på 35 ting, man skal prøve, inden man stiller træskoene. Listen byder på en række ultimative oplevelser som at køre en Ferrari, at fyre en månedsløn af i Las Vegas, springe i faldskærm, svømme med hajer – samt at have sex med en pige fra hvert kontinent.

Det kunne være interessant at se en tilsvarende liste for kvinder. Men som listen står nu springer det i øjnene, at det hele synes at dreje sig om adrenalinsuset. Ingen af punkterne drejer sig om tryghed, eller om at have gjort noget godt for verdensfreden, menneskeheden eller miljøet. Noget så banalt som at ønske sig en stribe lykkelige børnebørn kommer tilsyneladende slet ikke på tale. Det drejer sig om egoet og den personlige oplevelse, her og nu, hvilket sikkert kan være grænseoverskridende, men bagefter blot står tilbage som en tom skal.

Den franske filosof Tristan Garcia ser netop dette som et af tidens store problemer. Vi er kommet til at leve i et samfund, der er drevet af en umættelig og konstant voksende higen efter  intensitet, og det har han beskrevet i en bog. Den er dybt akademisk i sin tilgang, og man skal holde godt fast under læsningen, men det er i allerhøjeste grad indsatsen værd. Den kom for et par år siden på fransk, og nu foreligger den i tysk oversættelse, hvilket kun understreger den udbredelse, bogen fortjener.

Al Margen (Argentina)-Riscarica. Se Libex.Eu

Elektriciteten

Tristan Garcia giver os et nyttigt historisk perspektiv. I hans forklaring gennemgik menneskeheden et paradigmeskift med elektricitetens opfindelse. En af nøglepersonerne er Georg Matthias  Bose, der i 1740’erne gjorde sine eksperimenter med statisk elektricitet til underholdning for det bedre salonborgerskab i Leipzig. En ung og attraktiv kvinde blev placeret på en skammel eller andet isolerende materiale, og over hende hang en drejende kugle, der ladede hende med statisk elektricitet. Derpå blev en mand fra publikum inviteret til at give hende et kys, og fordi manden havde jordforbindelse, fik de begge to et moderat elektrisk stød.

Rastløsheden, historieløsheden og den selviske jagt på stadig mere ekstreme oplevelser har ført os ud på et alvorligt skråplan.

Naturligvis var der et vigtigt videnskabeligt indhold i Boses arbejde, men fascinationskraften i hans eksperimenter var enorm. Elektriciteten stod som en usynlig og mystisk energi, og man kendte den som en af naturkræfterne. Man vidste godt, at det var elektriske kræfter, som spillede ind ved tordenvejret, men det var noget fjernt og uhåndgribeligt – i modsætning til, når udladningerne fandt sted i menneskekroppen og for øjnene af et måbende publikum. De udløste, hvad vi i moderne sociale medier kender som OMG-reaktioner.

Bungee jumping og ekstremsport

Garcia bruger termen «det elektrificerede menneske». Mere vil have mere, og da kraften først var sluppet løs, eskalerede den. Det intensive menneske opstod, og derfra fører tråden i lige linje op til i dag.

Det intensive menneske regner ikke med noget liv efter døden, og der er ingen respekt for tradition og gentagelse. I sine første romaner beskriver den franske forfatter Michel Houellebecq angsten for pausen eller tomrummet, hvilket er blevet indbegrebet af det intensive menneske. Man kan også se det hos Alvin Toffler, der i sin klassiker Future Shock (1970) beskrev et samfund, hvor alle basale behov er dækket, hvilket skaber et behov for «psykisk tilfredsstillelse», som han formulerede det. Vi kender det fra den såkaldte oplevelsesøkonomi, hvis hovedfunktion er at give det intensive mennesker vilde oplevelser, fuldstændig som tilskuerne til Boses paradenumre i  Leipzig. Man får bare ikke længere noget kick ud af at se to mennesker få elektrisk stød, når de kysser hinanden – der skal andre, og vildere boller på suppen, og det er blandt andet blevet til bungee jumping og ekstremsport.

Alt dette har fået alvorlige moralske og etiske konsekvenser for vort samfund, og denne udvikling har nået et klimaks i disse år, hvilket er en del af bogens advarsel til os. Rastløsheden, historieløsheden og den selviske jagt på stadig mere ekstreme oplevelser har ført os ud på et alvorligt skråplan. Telekommunikation er blevet demokratiseret, hvilket naturligvis kan ses som et gode, men det har også gjort intensiviteten til et massefænomen, der konstant søger at overgå sig selv. Alle er med i kapløbet, og det ser vi udspille sig ved brud på normerne, og i det politiske liv en søgen mod ekstremerne.

Trump er indbegrebet af det elektrificerede menneske.

Op gennem historien er der ingen mangel på udtryk for ekstremisme, men det er ikke tidligere set i den skikkelse, som vi ser i dag. Da Tristan Garcia skrev bogen, var Donald  Trump endnu forholdsvis ny i Det Hvide Hus, men den mellemliggende tids udvikling har på det nærmeste gjort teksten profetisk. Når man læser siderne, er det svært ikke at se Trump for sig som indbegrebet af det elektrificerede menneske. Som en uforudsigelig urkraft bevæger han sig fra det ene til det andet, uden respekt for tradition og almindelig vederhæftighed, og tilsyneladende er den øjeblikkelige selvtilfredsstillelse og adrenalinsuset hovedmotivet. Fuldstændig som faldskærmsudspringeren, der gennemfører sin dåd uden andet formål end at opleve det frie fald her og nu.

Avatar photo
Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.

Du vil kanskje også like