Prestasjonspress og psykiske lidelser. Det amerikanske eliteuniversitet MIT har i nyere tid været præget af en bemærkelsesværdig høj rate af selvmord og psykiske lidelser. Stræbsomheden koster tilsyneladende både døde og sårede. Det fik for nogle år siden fotograf og professor i computervidenskab, Daniel Jackson, til at indsamle beretninger fra folk, der har været psykisk ramt blandt andet af depression, og som, indtil videre, har klaret skærene. Beretningerne og de tilhørende fotoportrætter har været bragt løbende i MIT’s nyhedsbrev The Tech og er nu blevet samlet og udgivet i coffee table-udgave.
For mange af de portrætterede har præstationspresset på MIT – og den sociale isolation eller tendensen til at gøre sig hård over for sig selv og andre, som det ræs kan indebære – bidraget til at trække dem ud, hvor de ikke kunne bunde. Dertil kommer det enkelte menneskes særegne historie, og denne histories indlejring i samfundets strukturer. Som professor emeritus i sociologi og forfatter til bl.a. Speaking of Sadness: Depression, Disconnection, and the Meanings of Illness, David A. Karp, skriver i forordet om sin oplevelse af Portraits of Resilience:
«(…) I am reminded how important it is to recognize the inevitable connections between human pain and the social contexts of our lives.»
Endimensjonal estetikk, flerdimensjonalt verk. Jacksons fotografier af mennesker og bygninger er holdt i en steril, sort-hvid æstetik, der bliver noget endimensionel i længden. Der er skåret til benet, må man sige, og stilen tiltaler måske den primære målgruppe af folk på og omkring MIT. For mig giver det imidlertid den modsatte oplevelse af den dybde, som slås an i bogens indledende citat fra psykolog og forfatter Kay Redfield Jamison, der forklarer, hvorfor hun ikke hellere ville være fri for depression:
«Beause I honestly believe that as a result of it I have felt more things, more deeply; had more experiences, more intensely (…).»
Når det er sagt, er Portraits of Resilience et alt andet end endimensionelt værk. Enhver vil trolig kunne genkende elementer fra sin egen tilværelse og besvær med at være i verden, særligt hvis man selv har tendens til at navigere lidt for meget efter præstationer og produktivitet. Portrættet af den glade over-achiever Tyler Hess, der mødte muren, er for eksempel uhyggelig læsning:
«I was reminded repeatedly that helping doesn’t mean solving someone’s problems. Often it means just being there.»
«Motivation used to be in infinite supply for me.» Lige indtil det ikke var det længere.
Det er imidlertid ikke kun stræbere, men vidt forskellige mennesker, med vidt forskellige historier, og vidt forskellige forestillinger om livet og meningen med det, som Jackson portrætterer med respekt og finfølelse.
Kampterminologi versus livsvisdom. Bogens rammesætning er desværre præget af en kampterminologi, som afspejler en ikke bare ærkeamerikansk, men også meget tidstypisk dyrkelse af styrken til at overkomme enhver af livets udfordringer. Jackson anvender den både i indledningen – «(…) those who had experienced depression, anxiety, trauma (…) were on the front line of our struggl«» – og i afslutningen, for eksempel i den irriterende opbyggelige og individorienterede kommentar: «A joyous life is not bestowed but earned, often by struggle (…).»
Den terminologi står i kontrast til bogens ærinde om at vise det hensigtsmæssige i at tænke depression på andre måder end som et hul, man bare skal se at komme op af, eller en kamp, man kan vinde eller tabe. Så er der mere visdom at hente i stilfærdige konstateringer, som Jacksons egen: «I was reminded repeatedly that helping doesn’t mean solving someone’s problems. Often it means just being there.»
Betydningen av sosiale relasjoner. For mange af bogens portrætterede er det netop de sociale relationer eller manglen på samme, der har haft betydning for deres evne og lyst til at fortsætte (og eventuelt skifte koordinater). Men bogens flerstemmighed udmærker sig også ved at illustrere, at sociale relationer kan være så mangt, og udover at være en livline kan de mennesker, man har eller har haft i sit liv, også være det modsatte. Kunsten er at finde ud af, hvilke relationer, der hører til hvor, og hvordan man så tackler det derfra.
Det portræt, der berørte mig mest, er bogens allerførste af medicinstuderende Grace Taylor. Før hun skiftede til medicin, læste hun ingeniørvidenskab, og hun siger blandt andet:
Bokens flerstemthet utmerker seg også ved å illustrere at sosiale relasjoner kan være så mangt.
«It’s easy to want to apply engineering principles to everything in life, but they haven’t really helped me with my depression. The principles that helped me with my depression are things like: it’s good to be kind to yourself; there is value in being vulnerable with other people; it’s good to be kind to other people. And there is inherent benefit in talking about things that are hard, even if you don’t understand why.»
Livet er ikke enkelt, men det er til gengæld ofte de principper, der kan gøre det muligt at leve det.
