Å forlate sitt hus

Henry David Thoreaus berømte hus ved Walden Pound var både en politisk, arkitektonisk og økologisk handling. 

Alexander Carnera
Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

Jeg blev sat af ikke langt fra foden af en sø. Herfra gik jeg ind i skoven i området udenfor Boston, og fandt frem til The Walden Track, opkaldt efter den amerikanske forfatter Henry David Thoreaus beretning Walden. Livet i skovene. Jeg havde læst om hans liv, hans civile ulydighed, hans opbrud fra det beskyttede civile liv i og omkring Boston. Men Thoreaus liv var ikke kun historien om bruddet med en borgerlig livsførelse. Den var også et liveksperiment der gjorde op med vores forestillinger om boligen og hvad det vil sige at bo. Historien begynder med at en mand forlader byen til fordel for skoven. Han fælder fyrtræer og bygger sig et hus. Da huset er færdigt åbner han fyrtræsdøren for at gå en tur gennem skoven som han har gjort mange gange før, men på denne dag vender han ikke tilbage. Han bygger et hus for derefter at forlade det. Han lægger huset bag sig, som om han ikke har nogen ejerfornemmelse, som om det at forlade er vigtigere end at blive. Elementerne – træet og lyset – fik lov at stå frem, men det var bevægelsen mellem elementerne der tog det meste af opmærksomheden. Dette hus gjorde afkald på sin bygmester. Tilbage stod et sted med skiftende lejere.

Et bur i nærheten av fuglene. I sin bog Livet i skovene skriver Thoreau om nødvendigheden af at give sig selv en række øvelser: at fiske, at forberede et måltid mad, at studere terrænet, at lære dyrelyde at kende, at læse, at samle brænde, at få indsigt i lysets rytme. «Vi er genstand for et eksperiment,» skriver han. Formålet med øvelserne er at komme på afstand af handlinger og deres kortsigtede følger. Jeg finder senere ikke overraskende ud af at Thoreau blev lagt for had af borgerskabet og visse magtfulde personer i det lokale kommunalråd i Massachusetts fordi hans eksperiment fjernede de territoriale grænser mellem arbejde og fritid, mellem ensomhed og selskab, mellem rigdom og fattighed, mellem ejerskab og fri brug, mellem individualisme og kollektivisme.

Jeg fandt det skilt der fortæller om vejen til hans hytte gennem løvtræer og det kraftige tæppe af efterårsblade, og nåede frem til huset der på afstand ikke likner meget mere end et stort træskur. Nogle meter derfra passerede jeg bronzestatuen af manden der allerede var på vej væk. Jeg gik indenfor og placerede mig midt i «stuen». Et skævt gulv, et aflangt vindue og loft til kip. Her var ikke meget til at begynde med, jeg havde en oplevelse af at arkitekten nærmest havde trukket sig tilbage. Som om hans tanker om huset består af lag foldet ind over hinanden, snoet i et bånd af lys, træets alder og årer og et menneskets ankomst, noget som stritter i flere retninger. Husets ramme var kun et indskud i skoven for et møde – Thoreau skriver i Livet i skovene: «Denne spinkle ramme havde ligesom udkrystalliseret sig omkring mig, og den virkede tilbage på bygherren. Der var noget af den samme stemningsmættethed over dens linjer som over et maleri. Jeg behøvede ikke gå udenfor for at trække frisk luft, for atmosfæren derinde havde ikke mistet noget af sin friskhed. Selv når det regnede stærkest sad jeg ikke så meget inden døre som bare bag en dør. Harivansa siger: En bolig uden fugle er som ukrydret kød. Sådan var min bolig ikke, for jeg var pludselig blevet nabo til fuglene; ikke ved at holde dem i fangenskab, men ved at have anbragt mit eget bur i nærheden af dem.»

Husets helligdom er blitt et symbol på vår avpolitiserte tid.

Å forlate sitt hus. Det spørgsmål der optog mig var: Hvorfor bygge et hus for senere at forlade det? Thoreaus simple hus udtrykker en gigantisk ambition, der, som arkitektur, er dømt til at mislykkes. Det var dette ejendommelige projekt der drev mig til at gå i fodsporet på denne forfatter der ofte er blevet misforstået som en naturromantisk filosof. For måske indvarsler han en helt ny slags arkitektur? En arkitektur der bryder med forestillingen om at behovet for at eje sin bolig, om boligen som livets endestation? Hvor det at bo og leve er forbundet med det at kunne forlade, at lægge tingene bag sig. Thoreaus landsmand, digteren og filosoffen Ralph Waldo Emerson, skriver i sine moralske taler at «det ikke er muligt at modtage hvis ikke man kan forlade». Man kan ikke åbne sig for det anderledes nye hvis man lever i evig frygt for at miste det man har bygget. En indstilling der står i kontrast til megen politik i dag der handler om ikke at kunne forlade sit hus: sikkerheden, genkendeligheden, trygheden. Huset har overvintret ikke bare som det private sted, men som stedet hvor vi skal realisere de højeste menneskelige muligheder, det, som i antikken var forbeholdt det offentlige liv. Husets helligdom er blevet symbol på vores afpolitiserede tid. Som aldrig før har det offentlige rum invaderet det som tidligere hørte ind under den private husholdning, men uden at vi af den grund har skabt et liv med større politisk og etisk bevidsthed. Det er stadig huset og det ikke at kunne forlade sit hus der danner rammen for den offentlige velfærd og politik. Den moderne politik likner en ramme for det private liv, et liv uden risiko, et liv der aldrig forlader sit hus. I dag fungerer det at blive i sit hus som en uddrivelse af alt det ubehagelige vi ikke vil være ved. For Thoreau og Emerson var det at kunne forlade sit hus det modsatte af en flugt. At forlade er en øvelse i at være modtagelig, at kunne omgås sit begær og sine behov på måder der ikke er organiseret efter husets faste ramme. I denne simple gestus, at forlade sit hus, møder vi måske den i dag mest antikapitalistiske øvelse: Plant et frø, giv det videre til andre og fortsæt på din vej. Ikke for at finde en ny identitet, ikke for at være noget bestemt. Men fortsætte, lettet ved nydelsen over ikke at kunne lokaliseres. Letheden over at kunne bevæge sig i flere retninger på én gang, at eksperimentere uden at skulle lokaliseres, uden at skulle vise pas.

Landskapet bor i huset. Da huset stod færdigt, brugte Thoreau tiden på at lytte til ugler og fugle, på at fiske og gå ture. Indenfor beskrev han det som var udenfor, han digtede. Hver dag gik han ud af døren for at gå en tur. Men det hus han vendte tilbage til efter flere dages vandring, var ikke længere det samme. Eksperimentet var en bedrift der gør boligen til en livskunst, bevægelsen som økologisk tanke: For at bo må man kunne forlade og overlade sengen til andre. For at bygge et hus har man som Thoreau skriver «brug for lidt yankee-snedighed, hvis man ikke vil ende med at befinde sig i en arbejdsanstalt, en ufremkommelig labyrint, et museum, en fattiggård, et fængsel eller et pragtfuldt mausoleum». Hemmeligheden er at gøre det klart hvor simpelt et læ man har behov for. Med denne snuhed forsøgte Thoreau at ophæve de gængse grænser for husets territorium. De lette materialer og den luftige hytte skulle også kunne huse en rejsende på midten af sin bane og som sådan være stedet hvor en gudinde kunne have ladet sit slæb feje hen over gulvet, som han bemærker. Thoreau tog landskabet med indenfor. Et syn, en slette, træets kraft, horisontens linjer, den tanke man tager med indenfor når man sætter sig i en stol. Som barnet der indtager sit værelse kun for at drømme. Som ikke bor for at besidde. Som smider legetøjet væk når det er færdig med at lege, og som bagefter finder noget nyt. Et sted hvor kunsten at bygge ikke handler om at hegne ind, men at gøre et andet liv muligt. Thoreaus byggeri liknede en variant over barnets drømmende omgang med sit eget værelse: Man bygger ikke for at besidde, men for at nære fantasien. Ikke kun et menneske, men også et landskab bor i huset. Jeg forstod at Thoreau nærede stor beundring for de gamle nomader, for de som bevægede sig fra græsgang til græsgang. Jøderne, muslimerne eller hinduerne kommer fra gamle kulturer der afviser menneskets mulighed for at kræve ejendomsret til jorden. Med sit poetisk-arkitektoniske eksperiment stillede Thoreau spørgsmål til den fastboende livsform, til kravet om besiddelse. Kunne man skabe en arkitektur der minder mennesket om at det ikke har behov for at besidde jorden? Walden fortæller om et liv uden besiddelse, uden besiddelse til tingene, til dyrene, til sproget, til landet.

Å bli en annen. Da han efter at have levet i dette hus i et års tid lukker døren bag sig, bevæger Thoreau sig med samme lette skridt ud ad den sti han hver morgen har gået på. Et helt år har han brugt på at bygge og planlægge dette hus, hvorefter han som det naturligste i verden tager sin frakke og går. Ud i verden, væk fra huset, væk fra sig selv. Alt tyder på at Thoreau fra starten af har tænkt: Jeg bygger et hus herude for at kunne holde varmen og være i tørvejr når det regner, men jeg bygger først og fremmest et hus for at blive en anden. Hvorfor skulle jeg som arkitekt bygge et hus hvis ikke det var for at forandre mig? Ligesom man om en maler kan sige, hvorfor skulle han male hvis det ikke var for at forandre sig? Eller om en forfatter, hvorfor skulle han skrive hvis ikke det var for at blive en anden? For Thoreau var huset indledningen på en bevægelse. At forlade sit hus er ikke det samme som at miste sig selv. Den der ikke ryster sorgen af sig, tager sit sneglehus med overalt hvor han går. Den der kan efterlade det han har skabt,
lade det bag sig, kan begynde forfra et andet sted. Han byggede ikke sit hus for at komme væk fra andre, men for at kunne forlade det han kendte til. Som en atletisk stangspringer placerede han sine piller i jorden kun for at blive bedre til at hoppe. At forlade uden nag. Uden sorg. Forlade det vi har bygget, om det så er et hus, et sandslot, et digt.

Å forlate sitt hus er kanskje den mest antikapitalistiske av handlinger: Plant et frø, gi det videre og fortsett på din vei.

«Jeg havde bevæget mig så langt ud i ensomhedens store ocean, som alle selskabelighedens floder munder ud i, at kun de fineste sedimenter aflejrede sig omkring mig. Desuden kom der drivende livstegn til mig fra uudforskede og uopdyrkede kontinenter på den anden side.»

For at leve havde Thoreau brug for at fare vild. For at leve havde han brug for skovens ekko af sorgfulde svar, fornedrende ånder og faldne sjæle. For at leve havde han brug for indramningen af en ukendt scene.

---
DEL