Å dø for verden er å bli født helt inn i livet

Simone Weils tanker om udsatthet som grunnfigur for politisk tenkning, gjenfinner vi i dag hos filosofer som Agamben, Rancière og Butler.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Maria Clara Bingemer: Simone Weil. Mystic of Passion and Compassion
Wipf and Stock Publishers, 2015

De smukkeste mennesker er de som har oplevet nederlag, gennemgået lidelse, kampe, tab, og som har fundet deres vej ud af dybet. Sådanne mennesker har en særlig evne til at værdsætte, en sensitivitet og forståelse for livet der fylder dem med medfølelse, mildhed og en dyb kærlig omsorg.»
Sådan indleder professor i teologi ved Universitet i Rio de Janeiro Maria Clara Bingemer sin nye bog om Simone Weil, som er den seneste i rækken af nye udgivelser der forsøger at udbrede kendskabet til Weils lære og kaste lys over hendes fascinerende liv og gådefulde skikkelse. Weil blev født i 1909, og døde i 1943, i en alder af bare 34 år. Hun blev optaget ved den berømte eliteskole École Normale Supérieure på samme tid som Simone de Beauvoir, og forlod skolen med udmærkelse i 1931.
Men her hører alle ligheder også op. Beauvoir gjorde intellektuel karriére; Weil forblev en grænsesøgende marginalfigur, en «såret intellektuel», en «profetisk stemme der så udover sin egen tid». Hun var en «social aktivistisk tænker» drevet af et ønske om at afsløre tingenes skjulte sandhed; en «grænsefilosof» for hvem mennesket er fanget mellem en manipuleret verden og en længsel efter godhed og skønhed som kun lader sig legitimere af en kilde udenfor verden – og, endelig, en hjemløs kristen mystiker hengivet til en kenotisk ydmygelse – en selvtømning af egen vilje i bøn for Gud.
Det som forener disse tre grænseerfaringer er en menneskelig længsel efter transformation, forandring og fornyelse. Hendes livsmartyrium «repræsenterer en radikal ofring af et menneskets liv for en sandere virkelighed». Bingemer er optaget af at beskrive forbindelsen mellem de politiske, etiske og religiøse grænseerfaringer hos Weil. Hendes tese der forbinder de tre – og dermed Simone Weils lære – er at kun den fulde erkendelse af nedværdigelse, lidelse og fortvivlelse baner vejen for liv og frigørelse og dermed menneskelig forvandling.

CASCADE_TemplateI krig med sig selv. Der er noget på én gang tiltrækkende og frastødende ved Simone Weil. Man kan ikke adskille hendes skrifter fra hendes liv. Men der er nok i hendes skrifter et elegant tempereret klarsyn som ikke fik samme udtryk i hendes liv. Både arbejderen og den studerende nød godt af hendes velbalancerede rådgivning, men hun var nådesløs overfor sig selv. Hendes kald – at tage den lidende menneskeheds byrde på sig – gjorde hende vanskelig at omgås, og fremfor at gå på kompromis, foretrak hun den radikale ensomhed. Simone Weil var et usædvanligt barn, og udviklede fra tidligt af en næsten overmenneskelig sans for andre menneskers lidelse. Så snart hun opdagede at hun fik mere at spise end andre, fattige børn, gemte hun større og mindre rationer, noget hun fortsatte med resten af livet lige til den dag hun døde.

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

Kommentarer
DEL