Å dø for verden er å bli født helt inn i livet

Simone Weils tanker om udsatthet som grunnfigur for politisk tenkning, gjenfinner vi i dag hos filosofer som Agamben, Rancière og Butler.

Alexander Carnera
Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

Maria Clara Bingemer: Simone Weil. Mystic of Passion and Compassion
Wipf and Stock Publishers, 2015

De smukkeste mennesker er de som har oplevet nederlag, gennemgået lidelse, kampe, tab, og som har fundet deres vej ud af dybet. Sådanne mennesker har en særlig evne til at værdsætte, en sensitivitet og forståelse for livet der fylder dem med medfølelse, mildhed og en dyb kærlig omsorg.»
Sådan indleder professor i teologi ved Universitet i Rio de Janeiro Maria Clara Bingemer sin nye bog om Simone Weil, som er den seneste i rækken af nye udgivelser der forsøger at udbrede kendskabet til Weils lære og kaste lys over hendes fascinerende liv og gådefulde skikkelse. Weil blev født i 1909, og døde i 1943, i en alder af bare 34 år. Hun blev optaget ved den berømte eliteskole École Normale Supérieure på samme tid som Simone de Beauvoir, og forlod skolen med udmærkelse i 1931.
Men her hører alle ligheder også op. Beauvoir gjorde intellektuel karriére; Weil forblev en grænsesøgende marginalfigur, en «såret intellektuel», en «profetisk stemme der så udover sin egen tid». Hun var en «social aktivistisk tænker» drevet af et ønske om at afsløre tingenes skjulte sandhed; en «grænsefilosof» for hvem mennesket er fanget mellem en manipuleret verden og en længsel efter godhed og skønhed som kun lader sig legitimere af en kilde udenfor verden – og, endelig, en hjemløs kristen mystiker hengivet til en kenotisk ydmygelse – en selvtømning af egen vilje i bøn for Gud.
Det som forener disse tre grænseerfaringer er en menneskelig længsel efter transformation, forandring og fornyelse. Hendes livsmartyrium «repræsenterer en radikal ofring af et menneskets liv for en sandere virkelighed». Bingemer er optaget af at beskrive forbindelsen mellem de politiske, etiske og religiøse grænseerfaringer hos Weil. Hendes tese der forbinder de tre – og dermed Simone Weils lære – er at kun den fulde erkendelse af nedværdigelse, lidelse og fortvivlelse baner vejen for liv og frigørelse og dermed menneskelig forvandling.

CASCADE_TemplateI krig med sig selv. Der er noget på én gang tiltrækkende og frastødende ved Simone Weil. Man kan ikke adskille hendes skrifter fra hendes liv. Men der er nok i hendes skrifter et elegant tempereret klarsyn som ikke fik samme udtryk i hendes liv. Både arbejderen og den studerende nød godt af hendes velbalancerede rådgivning, men hun var nådesløs overfor sig selv. Hendes kald – at tage den lidende menneskeheds byrde på sig – gjorde hende vanskelig at omgås, og fremfor at gå på kompromis, foretrak hun den radikale ensomhed. Simone Weil var et usædvanligt barn, og udviklede fra tidligt af en næsten overmenneskelig sans for andre menneskers lidelse. Så snart hun opdagede at hun fik mere at spise end andre, fattige børn, gemte hun større og mindre rationer, noget hun fortsatte med resten af livet lige til den dag hun døde.

Den fulde erkendelse af nedværdigelse, lidelse og fortvivlelse baner vejen for liv og frigørelse.

Arbejdets problem. Allerede under studierne ved universitetet udvikler Weil en stærk interesse for arbejdernes sag og deltager i det politiske arbejde. Bingemers begreb «en såret intellektuel» kaster lys over Weils egen kamp som en universel kamp. Hun nærmer sig arbejderproblemet fra to sider: den enkeltes åndelige frigørelse, og vort moderne samfunds menneskeliggørelse. Kun gennem en fuldstændig ny vurdering af det legemlige arbejde kan der findes en vej frem. Det handler om at forstå det arbejdets sanselige værdi, dets poesi. «Én eneste ting gør det monotone ved arbejde udholdeligt; det er skønheden,» som Weil skriver i sine notesbøger. Ifølge Weil var der hos arbejderen et broderskab og en solidaritet som rummer kimen til denne skønhed. Efter at have arbejdet som lærer i filosofi, melder hun sig som arbejder ved Renault-fabrikken i 1934 for på egen krop at gennemleve arbejderens liv. Hendes medfølelse for det undertrykte menneske var en del af et dannelsesprojekt. Hun opdagede at de moderne samfund er bygget op omkring aktiviteter der tvinger mennesket til at handle uden at tænke. «Det som drev hende var en indre kraft, en kærlighed til mennesket.»
Men ved fabrikken oplevede hun en daglig grusomhed og et voldsomt tab af værdighed, med det resultat at hendes idealisering af arbejderklassen forsvandt. Men hendes sans for alt hvad der nedværdiger mennesket forblev intakt. «Hun fortsatte med at inkarnere erfaringen af en arbejderklasses verden.» Bingemer gør ophold ved denne erfaring af fundamental værdighed og indlevelse i det andet menneske som en væsentlig empatisk tilgang der indgyder livet mening og fylde. Weil var forud for sin tid og lægger grundstenene for de senere arbejderpræstebevægelser i Frankrig i 50’erne og befrielsesteologien i Sydamerika i 1970’erne. Og foregriber de nutidige diskussioner om meningsløst arbejde og aktivering der dominerer de rige nordeuropæiske samfund hvor politikere ikke vil indse at fuld beskæftigelse er en illusion.

Uselvisk opmærksomhed. «Et enkelt stykke brød givet til den fattige er nok til at frelse en sjæl – hvis det gives på den rigtige måde,» skriver Weil i sit hovedværk Tyngde og nåde. Bingemer går i stærk dialog med dette skrift og med Weils sidste bog Rodfæstelsen, og trækker tråde tilbage til hendes liv for at vise indflydelsen af Weils tanker i befrielsesteologien og nutidige sociale bevægelser. Vigtigt for måden at drage omsorg på er opmærksomhed. Weil skriver: «De ulykkelige har ikke brug for noget andet i verden end mennesker der yder dem opmærksomhed. Evnen til at yde opmærksomheden til de som lider er en sjælden og vanskelig ting; den er et mirakel.» Forpligtelsen overfor den fattige handler om «at komme til erkendelse om den fattiges situation.» Evnen til opmærksomhed er evnen til at bryde fri fra egen selvtilstrækkelighed gennem en erfaring af lidelsen. Bingemer ser i evnen til opmærksomhed «en kreativ kraft», fordi opmærksomheden, udover at tilbyde materielle goder og dækning af den fattiges basale behov, giver mulighed for at genrejse dennes værdighed.
Weil vendte sig mod den fuldstændig autonome person som selv foretager sine valg i en verden uden objektive værdier, og præsenterer et billede af et jeg der respekterer en ydre autoritet givet ved det gode. Moral er ikke kun evnen til at handle, men at få øje på virkeligheden og ens medmennesker. Dette sker gennem opmærksomheden, der i modsætning til fantasien aktiverer en uselvisk forestillingsevne. En proces hvor man ifølge Weil er «tom og åben» – og dermed modtagelig. Weils tanker om en erfaring af udsathed som grundfigur for politisk tænkning tages i disse år op av Giorgio Agamben (homo sacer); Jacques Rancière (uligheden) og Judith Butler (flygtningens sorgarbejde).

Dødens lethed. «Weil fandt ikke løsning på problemet om at forsone arbejdet med livsbetingelsernes meningsfuldhed. Efter sine oplevelser på frabrikken beskrev hun fællesskabet som en ’afgudsdyrkelse’. Hun så en nær sammenhæng mellem det kollektive flokdyrs falske liv og dyrkelsen af personligheden, jagten på personlige ting, besiddelse og præstige. Hendes mærkelige martyrium er der delte meninger om. Bingemer ser i Weil en form for helgeninde fordi «hun stræber efter en perfektion» der i selvglemsel og død erfarer «en form for lethed». At dø for verden er at blive født helt ind i livet. Således frabad hun sig helt til det sidste at modtage mere føde end de franske soldater der kæmpede ved fronten.
Den finske komponist Kaija Saariahos værk La Passion de Simone, opført for få uger siden i København, rammer udmærket denne spænding mellem tyngde og lethed. Det tager tid at værdsætte usædvanlig intelligens, nye måder at tænke på. Weils eksempel er ikke til efterlevelse, men hendes kamp for den udsatte og lidende menneskehed kan sammenfattes i behovet for et nyt begreb om opmærksomhed. Og kan rummes i en mistillid til det vi i dag kalder «selvet».

---
DEL