Å dele er å leve 

Alfred Hermida: Tell Everyone.Why We Share and Why It Matters. Anchor Canada, 2016

Vi lever alle i nasjonen Facebook – derfor bør vi mobilisere en kritisk forståelse av hvordan denne nasjonen fungerer. 

Steffen Moestrup
Fast mediekritiker i Ny Tid. Bosatt i Århus.

Tell EveryoneWhy We Share and Why It Matters

Alfred Hermida

Anchor Canada, 2016

Vi lever måske nok i deleøkonomiens tid, men desto mere signifikant lever i delingens tid. Vi deler ud af vort liv. Især på de sociale medier kommer fænomenet til udtryk. Her uddeler vi alt fra prosaiske betragtninger om, at det godt nok er dejligt, at det endelig er fredag; fødselsdagshilsener til nær og fjern; holdninger til dette og hint; nyheder, vi synes andre må læse (eller som vi gerne vil vise omverdenen, at vi har læst) og meget, meget andet. Vi deler for at leve, kan det virke som. At først når noget er blevet delt, så har det fundet sted. Så er det manifesteret og dermed en rigtig del af vort liv. For mit liv er også blevet dit og vores liv. Der er gået en særlig variant af fællesskab i det liv, som leves både i og udenfor de sociale medier, ja måske giver det slet ikke mening at skelne mellem i og udenfor, da det hele efterhånden flyder gradvist sammen.

Ikke nyt nyt. Alt dette – og mere til – har den anerkendte journalistikforsker Alfred Hermida skrevet en bog om. Hermidas journalistiske baggrund fornægter sig ikke. Han har tidligere arbejdet som journalist og redaktør hos blandt andre BBC og The Guardian, og netop journalistikken er da også et af de felter i samfundet, der er blevet omfattende berørt at de sociale mediers komme. Også dét kommer Hermida ind på i bogen, men det var en anden tanke, der satte projektet i gang. Det forklarer Hermida sådan her – via Skype, naturligvis:

«Meget handler om her og nu, men vi mangler en historisk kontekst. Vi ser det hele som nyt, men det er jo ikke nyt nyt. Grunden til vi elsker sociale medier er ikke, fordi vi elsker Facebook og Twitter, men fordi det peger ind i naturlige menneskelige behov for at være sociale, som så bliver forstærket af de nye medier. Derfor har jeg med bogen ønsket at tage et skridt bagud og få den historiske kontekst med.»

Dybe drifter. Journalistforskerens praktiske baggrund røber sig allerede i titlen, som er tilpas fængende og ligetil. Og der er en god grund til netop det fokus på deling, som bogens røde tråd forfølger:

«De sociale medier er meget knyttet op på hvem vi er, hvordan vi ser os selv og hvordan vi gerne vil ses. Vi laver en symbolsk deklaration om hvordan vi er ved at dele med omverdenen. Hvem vi er, er jo både hvordan vi ser os selv, men sandelig også hvordan andre ser os. Allerede Maslows behovspyramide fastslog, at når de basale behov som mad og varme er dækket, kommer blandt andet ønsket om at være en del af noget større. For at være social, hvilket menneskets natur vel nærmest søger, er man nødt til at give noget af sig selv. Og netop derfor rammer de sociale mediers delefokus lige præcist ned i menneskets basale behov,» forklarer Hermida.

De sociale medier er dog ikke blot et sted, der ændrer vores måder at omgås og repræsenterer os selv overfor hinanden på. Det er også en entitet, der påvirker andre felter i samfundet. Det skyldes, ifølge Hermida, at så meget af vores kommunikation er medieret af nogle få platforme, hvilket så påvirker andre dele af samfundet. Det gælder eksempelvist filmindustrien i Hollywood, der har måtte forholde sig til meget hurtige brugeranmeldelser, som har stor påviselig effekt på billetsalget. Dette har blandt andet medført, at filmselskaberne har ændret screeningstruktur og indført fanscreeninger.

Monopolopløsning. Et andet felt, som i den grad har ændret sig, er journalistikken. Det sker på flere fronter. Et eksempel er, at journalistikken og journalisterne ikke længere har «monopol» på nyhederne; nu er der også andre, der breaker dem. Ideen om journalisten som øjenvidne er til dels blevet erstattet af andre, mere almindelige mennesker. Det har vi set i forbindelse med Det Arabiske Forår, men også gradvist med udviklingen i Syrien, hvilket dog også har illustreret kompleksiteten i denne ændring:

«Fake news har alltid vært der.»

«Der er mange positive aspekter i at høre stemmer, som er andre end medier, men et negativt aspekt er også, at det bliver én type stemme, der kommer til orde online, som så ikke  repræsenterer offentligheden på bred vis. Det er jo ofte teknologikyndige, urbane og lettere elitære stemmer, der kommer ud,» siger Alfred Hermida, som også påpeger, at fake news ikke som sådan er et nyt fænomen:

«Fake news har altid været der. I 1700-tallets England havde nyhederne ofte en spekulativ side, men det nye er, at man kan bruge falsk information på blandt andet sociale medier til at ændre holdninger og i højere grad altså anvende det som et stærkt våben.»

«Vi har jo bestandig møttes i offentlige rom som parker, kafeer og puber for å utveksle tanker og informasjon og for å vise oss frem.»

Vår nation Facebook. De sociale medier er altså omsiggribende, og man kan godt tage sig i at mobilisere en frygt, når Hermida påpeger, hvor få selskaber, der egentlig sidder på langt størstedelen af de platforme, som huser vores mellemmenneskelige interaktion. Men hvad betyder det egentligt, at det hele er medieret?

«Platforme er med til at forme, hvad vi kan. Du ser ikke alt. Du ser det, som algoritmen vil have dig til at se. Især på en måde så platformen får så meget at vide om dig som muligt. Ønsket er jo naturligvis at beholde sig på platformen og gerne sætte dig i en positiv tilstand. Dette har effekt på, hvordan systemet indretter sig. Det vil typisk omfavne det familiære og ikke udfordre dig, men gøre dig veltilpas og dermed også mere påvirkelig overfor reklamer,» lyder vurderingen fra forskeren.

Vi har jo altid mødtes i offentlige rum såsom parker, cafeer og pubs for at udveksle tanker og information samt naturligvis også for at vise os selv frem. Det nye er måske, at disse rum – som så er medierede – dels er designet til at varetage nogle meget specifikke, kommercielle mål og dels varetages af nogle store virksomheder, der naturligvis skal tjene penge – og gerne mange penge. Ligesom fortidens parker var designet til visse typer aktiviteter, har Facebook en bestemt infrastruktur, som opprioriterer visse typer handlinger fremfor andre. Forskellen er blot, at man ikke kan stemme de ansvarlige væk, ligesom man kan med politikere, der har bestemt, at en park skulle se sådan og sådan ud. Burde vi så alle hoppe af Facebook, kunne man passende spørge om, og Hermida svarer:

Dårlig tid. «Vi får visse fordele, men vi opgiver dele af magten. Det er vigtigt at blive opmærksom på dette, blandt andet at vi bliver manipuleret i nyhedsstrømmen. Derfor har vi brug for at øge medieforståelsen. Vi er alle borgere i nationen Facebook. Og vi bør sætte os ind i hvordan denne nation er skruet sammen. Problemet er, at vi ikke har tid til det. Så vi luller os ind i det. Det bliver udfordrende at få skabt en kritisk forståelse overfor Facebook og andre sociale medier. Det skal ske allerede i skolerne og hos vores børn.»

---
DEL