Demokratiet fungerer. Det er muligt for borgere, selv børn og unge, at påvirke større politiske beslutninger. Medierne leverer simpelthen et forvrænget billede af politikere og deres politiske partier. For politikere vil faktisk handle mod klimaforandringerne, og de samarbejder på tværs af partiskel.
Dette siger filminstruktør Phie Ambo om sin dokumentarfilm 70/30 med underteksten «Demokratiets kapløb med klimakrisen». Filmen havde verdenspremiere på CPH:DOX Filmfestival 2021 den 21. april.
I et land, hvor statsministeren har erklæret sig som børnenes statsminister, har børn og unge uge efter uge demonstreret foran Folketinget. De ønskede, at politikerne skulle påvise, at de voksne i Danmark går i spidsen i klimakampen. Til gavn for børn og unge. Som det gode eksempel. Forældre, bedsteforældre og deres venner sluttede op om demonstrationerne. Alle danskere skulle stå bag et Danmark, der tager føringen i klimakampen.
At følge fire nøgleaktører
Ved valget i maj 2019 skiftede regeringsmagten i Danmark hænder. Et «rødt flertal» førte så efterfølgende an i vedtagelsen af en klimalov, en klimahandlingsplan – opførelsen af energiøer og et stop for udvinding af olie og gas fra Nordsøen. Dette skete i kølvandet på en mobilisering blandt primært børn og unge over hele landet – baseret på Folketingsvalget i juni 2019. Valget var et «klimavalg».
Begivenhedsforløbet fortjener en dokumentarfilm. Naturligvis kunne instruktøren ikke vide, hvordan tingene ville udvikle sig, da hun besluttede sig til opgaven. I et par måneder fik hun mulighed for at følge fire nøgleaktører i opbygningen og udviklingen af en folkelig bevægelse. Men også i etableringen af en alliance mellem unge og formanden for Folketingets klimaudvalg og endelig i det videre samarbejde mellem politikere under forhandlingerne og vedtagelserne i Folketinget.
Dokumentarfilmen 70/30 er også historien om Folketingsmedlem og formand for klimaudvalget, Ida Auken. På grund af sit intense arbejde med klimasagen blev hun syg af stress og kunne ikke deltage i forhandlingerne om flere af de store vigtige gennembrud i klimaforhandlingerne. Det er også historien om klimaminister Dan Jørgensen, der ikke kunne deltage i udviklingen af en folkelig bevægelse om klimaet, men – som han sagde – «måtte sidde tilbage og lave de kompromiser, der skal drive udviklingen fremad». Men det er sandsynligvis først og fremmest filmens unge mennesker, der optræder som de egentlige drivere af udviklingen i filmen. Selma de Montgomery og Esther Michelsen Kjeldahl fra henholdsvis Fridays for Future og Den grønne Studenterbevægelse repræsenterer ungdommen.
«De kompromiser, der skal drive udviklingen fremad»
Filmen handler om Danmark. Den fortæller, hvor relativt ubesværet det er at få indflydelse. Unge mennesker kan – hvis de fremsætter deres synspunkter gennem demonstrationer – få mulighed for at komme i kontakt med centrale politiske forhandlere om Danmarks fremtid. Dette handler ikke om Extension Rebellion, som forresten ikke er nævnt med ét eneste ord i filmen. For atmosfæren er positiv, ja næsten hjertelig. Selv et ledende medlem af Dansk Folkeparti ses i filmen modtage en varm omfavnelse. – Det spørgsmål, som naturligt derefter kan rejses, er, hvem var det egentlig, der skulle fremstå som en modstilling til forhandlingsforløbet og true de unges fremtid? Her er filmen forbløffende tavs, har ikke noget sprog og synes tilsyneladende at antyde, at yderligere ønsker om gennemførelse af klimamål i fremtiden kan løses på en lignende måde.
Hvad ønsker filminstruktøren at vise med filmen? At fortælle et publikum, at det hele fungerer, at demokratiet fungerer, at der lyttes til unge. At man kan tale om borgerinddragelse i Danmark.
Ida Auken – formidleren mellem det folkelige pres og Folketinget og også en central politiker i klimaforhandlingerne – er måske filmens vigtigste omdrejningspunkt. Det var hende, der som klimaordfører for Radikale Venstre og som formand for Folketingets klimaudvalg til Folketinget videreformidlede budskabet fra børnenes og de unges demonstrationer. Og da hun vendte tilbage efter sykdommen til det politiske arbejde, havde hun forladt den post, der havde gjort det muligt at formidle de unges synspunkter til Folketinget. Hun var blevet medlem af regeringspartiet (Socialdemokratiet) og måtte nu ligesom klimaministeren «sidde tilbage og lave de kompromiser, der skal drive udviklingen fremad».
Ida Auken leverer filmens afsluttende bemærkning: «Jeg tror faktisk godt på det nu». Hvad er det Ida Auken tror på, og hvad kan man gøre for klimaet inden for filmens egen temalogik? Svaret blæser i vinden.
Måske er det skolebørn
Corona-pandemien satte en ny standard for, hvordan det danske samfund kan stå sammen for at forsvare sig. Tidligere begrænsninger for at yde support og assistance til nødstødte befolkningsgrupper blev ophævet. Spørgsmålet er derfor, om befolkningen efter Corona er villig til at gennemgå tilsvarende radikale ændringer når det kommer til klimaet. Eller vil vi efter Coronaen falde tilbage i det gamle velkendte hamsterhjul?
En vellykket omstilling er betinget af, at mange mennesker er opmærksomme på alvoren i konsekvenserne af den globale opvarmning. Hvem vil være drivere i lokalområdet hvad angår klimaløsninger, og hvem vil – som Greta Thunberg – organisere skolestrejker? I betragtning af klimasituationens alvorlige karakter skal mange typer handlinger overvejes. Måske er det disse skolebørn, der skal minde befolkningerne om generalstrejkevåbenet – for klimaet og for en fremtid for vores børn og unge.
Kan ses på doxonline.dk til og med den 5. maj.
Se også festival-chef Tine Fischer sin åbningstale, filmen, og debatten efter her.
