25 år etter Oslo-avtalen

Iver etter å få i havn Camp David-avtalen i 1978 har senere gjort det vanskelig å imøtekomme palestinernes ønske om en selvstendig stat, skriver historikeren Seth Anziska i ny bok.

Hans Henrik Fafner
Fafner er ny kritiker i Ny Tid.

Preventing Palestine. A Political History from Camp David to Oslo.

Seth Anziska

Princeton University Press

USA

For fyrre år siden sluttede Egypten og Israel fred med hinanden. Aftalen blev underskrevet den 17. september 1978, og fødselshjælper var USAs daværende præsident, Jimmy Carter. At få den israelske leder, Menachem Begin, og Egyptens præsident Anwar Sadat til at mødes til de sidste hektiske forhandlinger på det amerikanske præsidentembedes landsted, Camp David, og oven i købet få dem til at sætte deres underskrifter på dokumentet, betragtes ikke uden grund som et stort diplomatisk gennembrud. Og det anses også for at være en af Carters største bedrifter i løbet af fire år i Det Hvide Hus.

Man kan imidlertid også se aftalen i et andet lys. Udover at være en fredsordning mellem de to lande havde den nemlig også som overordnet mål at bilægge striden mellem israelerne og palæstinenserne.

Denne anden del af aftalen er som bekendt aldrig blevet til noget. Freden i den del af Mellemøsten forekommer i dag fjernere end nogensinde, og det er der mange grunde til. Men Seth Anziska, som er forsker ved University College London, har nu begået en analyse, der konkluderer at freden fra Camp David reelt satte både Israel, USA og Egypten i stand til at spænde grundigt ben for senere forsøg på at imødekomme palæstinensernes ønske om en selvstændig stat. Mange af omstændighederne kender vi allerede, men Anziska har foretaget en nylæsning af hele forløbet, og på det grundlag argumenterer han for at Camp David nok var Carters stjernestund, men også et stykke halvgjort arbejde.

Kritikk av Kissinger

Der er sat fokus på Jimmy Carter, som rykkede ind i Det Hvide Hus i januar 1977. Han kom direkte fra Georgia, hvor han i sin ungdom havde oplevet Sydstaternes forskelsbehandling og racisme, så menneskerettigheder lå den nye præsident dybt på sinde. Men han havde også en stærk forankring i den baptistiske kirke, hvilket han omsatte i en bastant støtte til Israel. Han indrømmede desuden, at han ikke vidste stort om den arabiske verden.

Disse elementer fik hans nationale sikkerhedsrådgiver, Zbigniew Brzezinski, til at gå op i en højere enhed. Han opponerede stærkt mod Henry Kissinger, der som udenrigsminister under præsidenterne Nixon og Ford havde drevet på med sit berømte penduldiplomati. Brzezinski anså dette for at være for langsomt og usikkert, og satsede i stedet på at ordne hele Mellemøsten i ét hug. Han mente at kunne få hele den arabiske verden til at anerkende Israel, mod at israelerne trak sig tilbage fra samtlige besatte områder. Det ville give palæstinenserne menneskeret og deres egen stat, og israelerne ville få anerkendelse bag sikre grænser.

Freden mellom israelere og palestinere forekommer i dag fjernere enn noensinne.

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.