25 år etter Oslo-avtalen

Iver etter å få i havn Camp David-avtalen i 1978 har senere gjort det vanskelig å imøtekomme palestinernes ønske om en selvstendig stat, skriver historikeren Seth Anziska i ny bok.
Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 01.10.2018
Preventing Palestine. A Political History from Camp David to Oslo.
Forfatter: Seth Anziska
Princeton University Press, USA

For fyrre år siden sluttede Egypten og Israel fred med hinanden. Aftalen blev underskrevet den 17. september 1978, og fødselshjælper var USAs daværende præsident, Jimmy Carter. At få den israelske leder, Menachem Begin, og Egyptens præsident Anwar Sadat til at mødes til de sidste hektiske forhandlinger på det amerikanske præsidentembedes landsted, Camp David, og oven i købet få dem til at sætte deres underskrifter på dokumentet, betragtes ikke uden grund som et stort diplomatisk gennembrud. Og det anses også for at være en af Carters største bedrifter i løbet af fire år i Det Hvide Hus.

Man kan imidlertid også se aftalen i et andet lys. Udover at være en fredsordning mellem de to lande havde den nemlig også som overordnet mål at bilægge striden mellem israelerne og palæstinenserne.

Denne anden del af aftalen er som bekendt aldrig blevet til noget. Freden i den del af Mellemøsten forekommer i dag fjernere end nogensinde, og det er der mange grunde til. Men Seth Anziska, som er forsker ved University College London, har nu begået en analyse, der konkluderer at freden fra Camp David reelt satte både Israel, USA og Egypten i stand til at spænde grundigt ben for senere forsøg på at imødekomme palæstinensernes ønske om en selvstændig stat. Mange af omstændighederne kender vi allerede, men Anziska har foretaget en nylæsning af hele forløbet, og på det grundlag argumenterer han for at Camp David nok var Carters stjernestund, men også et stykke halvgjort arbejde.

Kritikk av Kissinger

Der er sat fokus på Jimmy Carter, som rykkede ind i Det Hvide Hus i januar 1977. Han kom direkte fra Georgia, hvor han i sin ungdom havde oplevet Sydstaternes forskelsbehandling og racisme, så menneskerettigheder lå den nye præsident dybt på sinde. Men han havde også en stærk forankring i den baptistiske kirke, hvilket han omsatte i en bastant støtte til Israel. Han indrømmede desuden, at han ikke vidste stort om den arabiske verden.

Disse elementer fik hans nationale sikkerhedsrådgiver, Zbigniew Brzezinski, til at gå op i en højere enhed. Han opponerede stærkt mod Henry Kissinger, der som udenrigsminister under præsidenterne Nixon og Ford havde drevet på med sit berømte penduldiplomati. Brzezinski anså dette for at være for langsomt og usikkert, og satsede i stedet på at ordne hele Mellemøsten i ét hug. Han mente at kunne få hele den arabiske verden til at anerkende Israel, mod at israelerne trak sig tilbage fra samtlige besatte områder. Det ville give palæstinenserne menneskeret og deres egen stat, og israelerne ville få anerkendelse bag sikre grænser.

Freden mellom israelere og palestinere forekommer i dag fjernere enn noensinne.

Det var derfor naturligt at starte i Egypten, som havde en absolut førerposition i den arabiske verden. Og Anwar Sadat var lydhør. Det var kort tid efter krigen mod Israel i 1973, som egypterne betragtede som en oprejsning efter nederlaget i 1967, så Sadat havde folkestemingen med sig. Samtidig var den egyptiske økonomi i krise, så da amerikanerne lokkede med at belønne forhandlingsvilje med støtte i milliardklassen, var Sadat ikke i tvivl.

Også Begin var positiv. Han var villig til at gå i forhandling med hele den arabiske verden – med undtagelse af palæstinensernes repræsentant, PLO. Ikke desto mindre håbede Carter på at nå frem til et kompromis, men i mellemtiden viste også Sadat sig tøvende i forhold til palæstinenserne. Ifølge Anziska udtalte Sadat ved flere lejligheder sin frygt for at en palæstinensisk stat på Vestbredden ville destabilisere regionen.

Oslo var forutsigbart

Men Carter følte sig klemt. Den kolde krig var fortsat en realitet, og han frygtede, at Sovjetunionen ville bejle til egypterne, hvis USA trak sig ud. Så selv om han havde sat sig større mål, nøjedes han med den begrænsede aftale i Camp David – i det forfængelige håb, at aftalens visioner om en løsning for palæstinenserne ville blive til virkelighed på et senere tidspunkt.

Begin så aftalen som et rygklap og optrappede straks bosættelsesaktiviteterne på Vestbredden. Aftalen bragte Sadat i alvorlig unåde i den arabiske verden, så han reagerede ved at rykke tættere på USA. Og da Ronald Reagan i 1981 overtog præsidentposten, gav han gav hurtigt amerikansk mellemøstpolitik en stærk pro-israelsk drejning. Samme år blev Sadat attentatmyrdet, og hans efterfølger, Hosni Mubarak, viste sig endnu mere imødekommende overfor amerikanske interesser.

Anziska argumenterer for at Camp David nok var Carters stjernestund, men også et stykke halvgjort arbeid.

Der var altså opstået en stærk entente mellem de tre. Revolutionen i Iran i 1979 havde skabt en ny aktivisme i Mellemøsten, og palæstinensernes forståelige frustrationer over det udeblevne resultater efter Camp David skabte også en ny militant indstilling. I Seth Anziskas optik står det som en direkte følgevirkning, at en palæstinensisk gruppe i 1984 kaprede krydstogtskibet «Achille Lauro» og chokerede verden ved at dræbe et ældre jødisk-amerikansk gidsel i kørestol og kaste liget overbord. Det ligger således også som en logisk fortsættelse af hans analyse, at den israelsk-amerikansk-egyptiske apati, som Camp David havde skabt, blev stærkt medvirkende til udbruddet af den palæstinensiske intifada i december 1987.

Da vi nåede frem til Oslo og det nye forsøg på en fredsaftale i 1993, var kortene således allerede fordelt. Intentionerne var gode nok, men arven fra Camp David lå i baghovedet hos alle parter, så Anziskas konklusion lyder, at hvis Carter i sin tid ikke havde været så forhippet på at få sin aftale trukket hjem og havde slået en smule koldt vand i blodet, ville Mellemøsten måske have set anderledes ud i dag.

Kommentarer