Film, der taler ind i verden

Den europæiske filmpris LUX kan tolkes som et propagandistisk EU-projekt – men måske rummer prisen også en måde at aktivere filmkunsten og højne chancen for, at filmene kan bidrage til den igangværende samfundsdebat.

Steffen Moestrup
Moestrup er mediekritiker og for tiden ph. d.-student i Berkeley.

LUX-prisen 2015. Nominerte: Mustang (Deniz Gamze Ergüven), Mediterranea (Jonas Carpignano) og Urok (Kristina Grozeva og Petar Valchanov)

Deres båd er netop kæntret under en storm i Middelhavet. Nu er de ombordværende kravlet op på en flydende metalkonstruktion, der måske rummer et fiskenet. Enkelte står oprejst endnu, men de fleste har så få kræfter tilbage i deres krop, at de kun vanskeligt formår at holde fast i rælingen. Udmattede, sultne, enkelte af dem døende. Og nu venter de. Venter på et Europa, der skal svare.
Scenen optræder små tyve minutter inde i filmen Mediterranea (se også kritik s. 13) og udtrykker ret godt den særegne situation, det europæiske fællesskab står midt i. Et fællesskab, hvis næsten apatiske handlingslammelse – illustreret af den igangværende flygtningestrøm – nylig uddelte EUs filmpris LUX for niende gang ved en ceremoni i Strasbourg. Der er noget næsten paradoksalt i, at det europæiske fællesskab godt kan finde ud af at mønstre en filmpris, der blandt andet hylder flygtningedramaet Mediterranea, men ikke kan finde ud af at håndtere virkelighedens flygtningekrise.
Der er uden tvivl mest brug for handling, men omvendt er det vel også tilfældet, at handling ofte kræver, at der forinden er sket en ændring i bevidsthed eller holdning, og det er måske set i det lys, at EUs filmpris begynder at give mening. At filmene kan være debatskabende. At film kan være med til at transformere den virkelighed, de behandler.
Indstillet til LUX-prisen var tre film, og det er alle film, der på oplagt vis relaterer til problemstillinger, som er aktuelle for den europæiske virkelighed i dag. Mediterranea skildrer som sagt flygtningesituationen ved at følge to brødres flugt fra Afrika til Italien, hvor de får arbejde i frugtindustrien. Mustang er skabt af den fransk-tyrkiske instruktør Deniz Gamze Ergüven, og er et indfølt portræt af fem søstre, hvis spirende teenagenysgerrighed karambolerer voldsomt med det omkringliggende religiøst forankrede samfund. Endelig er bulgarske Urok en personlig beretning om hvad fattigdom kan gøre ved mennesker, illustreret ved en kvindelig lærers moralske dilemmaer, da hun trues med at blive smidt ud af sin bolig.

Ren propaganda? Alle tre film taler som sagt ind i den europæiske samtidighed. Og alle tre film tematiserer for så vidt også europæiske værdier som lighed mellem kønnene og frihed under ansvar. Den kyniske iagttager vil således også kunne argumentere for, at denne politisk funderede filmpris blot er propagandamateriale for den fælles europæiske sag. Film er jo – som Joseph Goebbels så kløgtigt indså – et glimrende redskab til at propagandere, og da vinderen af årets LUX-pris blev offentliggjort, brugte præsident for Europaparlamentet Martin Schulz naturligvis også anledningen til at plædere for den europæiske sag og koble an til angrebene i Paris:
«Med LUX-prisen ønsker vi at beskytte den kulturelle mangfoldighed i Europa. Modstandere af oplysning ønsker at ødelægge vores mangfoldighed med brutale midler i disse tider. Derfor har vi et civilisatorisk projekt, som vi må forsvare,» sagde Schulz, inden han offentliggjorde, at årets pris blev tildelt Mustang.

I stedet for at anskue LUX-prisen som et forsøg på at propagandere for europæiske værdier, kan man også se prisen som et eksempel på aktivistisk filmkunst.

Valget syntes oplagt. Den fransk-tyrkiske instruktør Deniz Gamze Ergüven personificerer for så vidt en brobygger mellem Europa og Mellemøsten. Mellem det sekulariserede og det religiøse. Hendes film er indholdsmæssigt en hyldest til et moderne Tyrkiet. Et mere europæisk Tyrkiet, kunne man fristes til at sige. Selve produktionen mimer da også den kulturelle mangfoldighed, som præsidenten plæderede for, hvilket også blev bemærket af Ergüven, idet hun modtog prisen:
«Filmens hold, som kommer fra både Frankrig, Tyskland og Tyrkiet, repræsenterer det, jeg drømmer om. Et samfund på tværs af kulturelle skel,» sagde Ergüven.

Du har nå lest 4 frie artikler denne måned.

Logg inn (krever online abonnement, 69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.