Film, der taler ind i verden

Den europæiske filmpris LUX kan tolkes som et propagandistisk EU-projekt – men måske rummer prisen også en måde at aktivere filmkunsten og højne chancen for, at filmene kan bidrage til den igangværende samfundsdebat.

Steffen Moestrup
Moestrup er mediekritiker og for tiden ph. d.-student i Berkeley.

LUX-prisen 2015. Nominerte: Mustang (Deniz Gamze Ergüven), Mediterranea (Jonas Carpignano) og Urok (Kristina Grozeva og Petar Valchanov)

Deres båd er netop kæntret under en storm i Middelhavet. Nu er de ombordværende kravlet op på en flydende metalkonstruktion, der måske rummer et fiskenet. Enkelte står oprejst endnu, men de fleste har så få kræfter tilbage i deres krop, at de kun vanskeligt formår at holde fast i rælingen. Udmattede, sultne, enkelte af dem døende. Og nu venter de. Venter på et Europa, der skal svare.
Scenen optræder små tyve minutter inde i filmen Mediterranea (se også kritik s. 13) og udtrykker ret godt den særegne situation, det europæiske fællesskab står midt i. Et fællesskab, hvis næsten apatiske handlingslammelse – illustreret af den igangværende flygtningestrøm – nylig uddelte EUs filmpris LUX for niende gang ved en ceremoni i Strasbourg. Der er noget næsten paradoksalt i, at det europæiske fællesskab godt kan finde ud af at mønstre en filmpris, der blandt andet hylder flygtningedramaet Mediterranea, men ikke kan finde ud af at håndtere virkelighedens flygtningekrise.
Der er uden tvivl mest brug for handling, men omvendt er det vel også tilfældet, at handling ofte kræver, at der forinden er sket en ændring i bevidsthed eller holdning, og det er måske set i det lys, at EUs filmpris begynder at give mening. At filmene kan være debatskabende. At film kan være med til at transformere den virkelighed, de behandler.
Indstillet til LUX-prisen var tre film, og det er alle film, der på oplagt vis relaterer til problemstillinger, som er aktuelle for den europæiske virkelighed i dag. Mediterranea skildrer som sagt flygtningesituationen ved at følge to brødres flugt fra Afrika til Italien, hvor de får arbejde i frugtindustrien. Mustang er skabt af den fransk-tyrkiske instruktør Deniz Gamze Ergüven, og er et indfølt portræt af fem søstre, hvis spirende teenagenysgerrighed karambolerer voldsomt med det omkringliggende religiøst forankrede samfund. Endelig er bulgarske Urok en personlig beretning om hvad fattigdom kan gøre ved mennesker, illustreret ved en kvindelig lærers moralske dilemmaer, da hun trues med at blive smidt ud af sin bolig.

Ren propaganda? Alle tre film taler som sagt ind i den europæiske samtidighed. Og alle tre film tematiserer for så vidt også europæiske værdier som lighed mellem kønnene og frihed under ansvar. Den kyniske iagttager vil således også kunne argumentere for, at denne politisk funderede filmpris blot er propagandamateriale for den fælles europæiske sag. Film er jo – som Joseph Goebbels så kløgtigt indså – et glimrende redskab til at propagandere, og da vinderen af årets LUX-pris blev offentliggjort, brugte præsident for Europaparlamentet Martin Schulz naturligvis også anledningen til at plædere for den europæiske sag og koble an til angrebene i Paris:
«Med LUX-prisen ønsker vi at beskytte den kulturelle mangfoldighed i Europa. Modstandere af oplysning ønsker at ødelægge vores mangfoldighed med brutale midler i disse tider. Derfor har vi et civilisatorisk projekt, som vi må forsvare,» sagde Schulz, inden han offentliggjorde, at årets pris blev tildelt Mustang.

I stedet for at anskue LUX-prisen som et forsøg på at propagandere for europæiske værdier, kan man også se prisen som et eksempel på aktivistisk filmkunst.

Valget syntes oplagt. Den fransk-tyrkiske instruktør Deniz Gamze Ergüven personificerer for så vidt en brobygger mellem Europa og Mellemøsten. Mellem det sekulariserede og det religiøse. Hendes film er indholdsmæssigt en hyldest til et moderne Tyrkiet. Et mere europæisk Tyrkiet, kunne man fristes til at sige. Selve produktionen mimer da også den kulturelle mangfoldighed, som præsidenten plæderede for, hvilket også blev bemærket af Ergüven, idet hun modtog prisen:
«Filmens hold, som kommer fra både Frankrig, Tyskland og Tyrkiet, repræsenterer det, jeg drømmer om. Et samfund på tværs af kulturelle skel,» sagde Ergüven.
Mustang er da også en stærk film. Det lykkes Ergüven at komme meget tæt på de fem unge skuespillerinder og iscenesætte en overbevisende fortælling om pigernes forsøg på at gøre oprør mod fastgroede normer, hykleri og dobbeltmoral. At følge pigerne i teenageårerne – vel nok livets mest transformative fase – afstedkommer desuden en særlig skrøbelighed, der får søstrenes sammenhold og fælles fodslag mod samfundsnormere til at fremstå desto mere skæbnesvangert og fyldt med personlige omkostninger.

Aktivistisk filmkunst. I stedet for at anskue LUX-prisen som et forsøg på at propagandere for europæiske værdier, kan man også se prisen som et eksempel på aktivistisk filmkunst. Ved at sprede kendskabet til disse film og sikre dem undertekstede visninger på tværs af Europa, kan filmene måske også være med til at nuancere debatter og tilbyde andre refleksioner. Jeg spurgte Mustangs tyske co-producer Frank Henschke hvad han mente filmen kunne bidrage med i den igangværende samfundsdebat. «Jeg tror, der er to niveauer i filmen. Dels en diskussion af det tyrkiske samfund, men lige så vigtigt tror jeg, at filmen er et indspark i debatten om kønsroller. Hvilken rolle har kvinder i de forskellige samfund på tværs af Europa? Mustang er jo også et kvindeligt filmprojekt, som måske kun er blevet til, fordi det er en kvindelig instruktør, der kan lave scener, der ikke reducerer pigerne til seksuelle objekter, hvilket nok ville være sket, hvis det var en mandlig instruktør,» sagde Frank Henschke, der også hæfter sig ved, at den fiktive spillefilm kan noget andet, når det gælder aktivisme end dokumentarfilmen kan:

«Filmens hold, som kommer fra både Frankrig, Tyskland og Tyrkiet, repræsenterer det, jeg drømmer om. Et samfund på tværs af kulturelle skel.» – Regissør Ergüven om vinnerfilmen Mustang

«Hvis Mustang havde været en dokumentarfilm, var den sandsynligvis mere konfrontatorisk og konkret. Vi håber, at den narrative styrke sikrer en anden indlevelse hos publikum, som derved får nogle anderledes relationer til virkeligheden, end en dokumentarfilm kan give dem,» lød det fra Henschke.

Flytte stemmer. Også Mediterranea er en fiktionsfilm, men denne tager dog mere markant udgangspunkt i nogle dokumentarfilmiske fortælleteknikker. Det sker eksempelvist ved brugen af håndholdt kamera, on-location optagelser samt et skuespillerhold, der næsten udelukkende består af amatører, og vel at mærke amatører som har været stort set det samme igennem, som filmens karakterer kommer det. Filmens producer Jon Coplon mener da også, at den særlige styrke ved Mediterranea er denne kobling af dokumentarisk realisme med fiktionens narrative styrke. «Vi ønskede at fortælle en mere almenmenneskelig historie end en dokumentarfilm kan, og den historie fandt vi med Koudos. I fiktionen sætter vi en ramme op, som nok gør relationerne mere tydelige og som har en mere markant påvirkningskraft, end dokumentarens mere løse struktur tillader det,» sagde Coplon, som dog var i tvivl om filmen nu også kan få en tydelig rolle i samfundsdebatten: «Filmen giver forhåbentlig individer mulighed for at relatere til flygtningeproblematikken på en anden måde end de kan via nyheder og statistik. Vi kan træde ind i Koudos’ verden for et par timer og dermed få nogle andre perspektiver. Det er ambitiøst og måske naivt at tro, at en film kan ændre verden, men den kan måske være et lille bidrag i en retning. Det er ikke sikkert, at de europæiske politikere ændrer deres stemme efter at have set filmen, men den kan forhåbentlig være med til at give et indblik og måske gøre et indtryk,» sagde Coplon til Ny Tid.
Og Mediterranea fortjener i al fald at blive set. Den er yderst gribende i sin skildring af to mænds forskelligartede tilgang til livet i Europa. Mens den unge Abas frustreres og tyr til vold mod de lokale italienere, der behandler flygtninge som dyr, er Ayiva vedholdende i sin evne til at arbejde sig frem. Den italienske frugtindustri synes afhængig af disse mennesker, som samfundet på næsten paradoksal vis ikke ønsker, og denne afhængighed er det spinkle håb, som Ayiva kan ty til. Slutscenen illustrerer på forbilledlig vis det lys og det håb, som LUX-prisen måske også er et udtryk for.

Mustang har premiere 26. februar, og Mediterranea har premiere 22. januar. Det er ennå uvisst om Urok kommer på norske kinoer. Les også Kjetil Røeds filmkritikk av Mediterranea på s. 13.


moestrup@gmail.com

---
DEL