Det ubærlige liv

Forestillingsevnen er det vigtigste vi har til at skabe kollektiv forandring, mener forfatterne av Resilient Life. The Art of Living Dangerously. De er kritiske til nyliberalismens føjelige menneske.
Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 07.07.2015

Brad Evans & Julian Reid: Resilient Life. The Art of Living Dangerously. Polity

I en post-industriel æra præget af permanent usikkerhed, økonomisk ustabilitet og klimakrise, har den menneskelige tilværelse fået karakter af en konstant overlevelseskamp, som, i modsætning til tidligere, først og fremmest fordrer menneskets funktionsdygtighed og tilpasningsevne. Livet styres af fremtidsprognoser under mantraet: «Tilpas dig!» Fare og uforudsigelighed er blevet selve udgangspunktet for at tænke om det politiske – og tegn på politisk lammelse ses overalt.
Brad Evans’ og Julian Reids Resilient Life. The Art of Living Dangerously viser at liberal politisk filosofi intet modtræk har, når overlevelsesstrategien løber løbsk. Forfatterne slår til lyd for en revitalisering af forestillingsevnen for at skabe kollektiv forandring – og som indledning på en ny livskunst.

Hvad er liv? Fagbøger der stiller dette spørgsmål, legger sig ofte tæt op ad biologiens tanker om reproduktion og forplantning, fysikkens optagethed af livets opståen i fjerne stjernetåger, eller evolutionismens tale om naturens økosystemer og balance. Spørger man et barn, har livet noget med opdagelse og skabelse at gøre. Spørger man voksne, taler de om livet som noget der handler om overlevelse, også selvom de ikke bruger ordet mere – det var noget der hørte min farfars generation til. Men måske har det postindustrielle samfund i det nye årtusind, med sine mange prekære usikkerhedsfaktorer, igen gjort livet til en overlevelseskamp? Fabriksarbejderen og den tidligere generation brugte ord som «overlevelse» og «fælles kamp»; i dag taler vi om at skulle være tilpasningsdygtige, robuste, eller resiliente. Ordet «resilient» kan betyde spændstig, elastisk, modstandsdygtig, ukuelig og livskraftig – og beskriver det forhold at en organisme eller et levende systems opretholdelse af et levedygtigt niveau, afhænger af dets evne til at tilpasse sig uforudsigelige og tilfældige forandringer som det løbende udsættes for. Denne term migrerer nu fra den naturøkologiske litteratur til den samfundsorienterede fordi menneskenes liv, herunder samfundsliv, er blevet så sårbart og uforudsigelig at sproget for den biologiske tilpasningsevne passer til måden der tænkes politik, samfund og menneske på. Men mens de levende organismer forvandler og differentierer sig undervejs, og dermed bekræfter livet på nye måder, ser vi at menneskets tilpasningsevne er reaktiv: Vi reagerer på omgivelsernes skift og faremomenter, mens det at bekræfte livet i dets kvalitative mangfoldighed ikke længere synes at ligge os på sinde. Det er som om vi har mistet sproget, evnen og modet til at gribe livet som det er i sig selv, i dets forunderlighed, og ikke blot i dets ydre målbare relationer. Ved at sætte lighedstegn mellem liv og livstilpasning, har vi skabt en lukkethed og en åndelig forsømmelse. Vi har glemt det vigtigste: det som gør selve livet levende.

Kunsten at leve farligt. Al vores opmærksomhed er nu rettet mod livets trusler, risici og uforudsigelighed. Et nyt menneskesyn er vokset frem hvor det altid risikable og skrøbelige liv er i fokus – og det bliver en kunst at leve udsat og farligt. Dette har intet at gøre med at leve stærkt og dø ung. Det handler heller ikke om at lade sig berøre af det liv som ikke ligner vores eget – den fremmede og udsattes – som vi kunne lære noget af, og som ofte er grobunden for nye fællesskaber. Kunsten at leve farligt handler om at sikre sig selv på en måde så man holder den gående uden at ryge ud: af jobbet, opsparingen, trygheden.
Vi har bevæget os fra sikkerhedsstaten (Foucault) til tilpasningsevnen som den endeløse krises magtinstrument – den bliver en kontinuerlig kunst i sig selv. Vi befinder os derfor i en ny fase – den resiliente – hvor det handler om robusthed og tilpasning uden virkelig forandring. Vi har erstattet sproget for forandring, politiske visioner og livsbekræftende aktivitet med et sprog for det tilpasningsdygtige liv.
Det resiliente liv er big business. Fra mikro- til makroniveau handler det om at lokalisere strategier for selvhjælp, selv tage ansvar, at komme styrket ud af kriser, opbygge succesfulde relationer, at overleve turbulens i parforhold og arbejdsliv, håndtere tab, tilpasse sig trusler, skabe incitament for mere effektiv arbejdsydelse et cetera. Job, liv, partnere, bolig kunne tidligere fikseres, og den flydende livsstil var en undtagelse. Samtidens liv derimod, er spundet ind i et komplekst væv af usikkert design og har gjort det vanskeligt at lokalisere betingelserne for et meningsfuldt liv. Det resiliente subjekt er altid i krise.

Nyliberal nydelsessyge. Statistikker bruges til at overbevise os om fremtidens usikkerhed og har erstattet langsigtede visioner. Langt de fleste politiske tiltag er således reaktioner på en mulig krise som ville blive værre hvis ikke … Det er lykkedes det liberale samfund at gøre brugen av overlevelsesinstinktet til den nødvendige strategi for at holde sammen på livet – at sætte lighedstegn mellem biologisk liv og udsat liv. Men egentlig interesseret i at lære af det udsatte liv er man ikke. Det liberale subjekt er derfor ikke så meget defineret ved sin frihed, men ved evnen til at håndtere en permanent usikkerhed og sårbarhed. Denne robustheden kan her oversættes som evnen til at forfølge præferencer for nydelse og reducere smerte. Men kravet om konstant at forfølge nydelse og drømme slår ofte om i en tilstand af udmattelse og individuel kollaps. Og hvis du rammes af sygdom eller smerte er det for blot at blive stærk og overlevelsesdygtig. At være nyliberal er at være nydelsessyg.

Det føjelige individ. Det nyliberale menneskesyn ligner efterhånden sportens sprog om vindere og tabere. Det er ikke nok at have erfaring og kunne levere kvalitet i kerneydelsen – man skal også kunne performe, gøre sig synlig, være på, overgå sig selv. Resultatet er en angstkultur med konstant frygt for udstødelse. I sin tale på Ground Zero for nogle år siden hyldede Obama netop funktionsdygtigheden og robustheden: Ledelsen viser at subjektet er udsat, men samtidig at det kan komme igen. Det ukuelige menneske der kan komme tilbage efter modgang, bliver et forbillede for lederskab og for den enkelte: Jægersoldaten som human ressource-forbillede, sportsmanden der overvinder sin kræftsygdom og sejrer i et stort løb, den overvægtige der taber sig.

Vi har bevæget os fra sikkerhedsstaten (Foucault) til tilpasningsevnen.

Men det robuste individ er i virkeligheden navnet på det føjelige individ, der mister evnen til at sige nej, og til selv at tænke. Han gør det nemme, tilpasser sig blot, og heri består hans egoisme. Et samfund af tilpasningsdygtige individer har muligvis selvtillid, men ofte lavt selvværd. I kølvandet på min evne til at tilpasse mig, lærer jeg at opføre mig som det bedst kan betale sig. En strategisk tilgang der forveksler egoet med selvet og devaluerer ens integritet. Det liberale samfunds fejring af selvbestemmelse, autonomi og frihed er snarere historien om det reaktive menneske der bruger sin «autonomi» på konstant tilpasning og kortsigtet nydelse. Resultatet er det forfatterne kalder «en udvanding af selvet». Det liberale samfunds fortvivlede appel om at den enkelte skal være stærk, original og enestående står i vejen for en moden, refleksiv bearbejdelse af selvet med en styrket fornemmelse for det væsentlige og det uvæsentlige i livet. Den biologisk-individuelle overlevelsesmetaforik har erstattet vores evne til at undersøge og kritisere de strukturer som opretholder og reproducerer undertrykkelse, ulighed og social uansvarlighed. Det er ikke overraskende at ungdommen får at vide at der ikke findes nogen fælles drøm – at de bare skal præstere for at sikre sig mod den stigende usikkerhed. Ingen tro på levedygtige, sociale bånd – kun tillid til egne ressourcer. Mens uddannelse skulle understøtte et pædagogisk engagement for kulturelle værdier, for udsatte, svage og undertrykte grupper, produceres skrøbelige konsumenter hvis oplæring vanskeliggør et politisk engagement. Troen på robusthed erstatter og forkaster troen på en ændring af politiske strukturer. Livet er en konstant tilpasningsøvelse. Vi værdisætter selve tilpasningsevnen fremfor substansen i vores værdier. Resultatet er et samfund konstrueret udelukkende på økonomisk basis der ignorerer vores åndelige og kulturelle rødder, herunder de retslige og politiske. Tilbage står en politisk fornuft kaldet «nødvendighedens politik», for hvem fremtiden er en trussel.

Spørger man et barn, har livet noget med opdagelse og skabelse at gøre. Spørger man voksne, taler de om livet som noget der handler om overlevelse.

At sige sandheden. Men hvordan kan vi leve vores liv på en måde der ikke er styret af nyliberalismens kollektive neurose: vinding, præstation, konsumption og kalkulerende fornuft? Vi må, ifølge forfatterne, vende tilbage til det som grækerne omtalte som «den frie ånd» – parrhésia (at tale frit) – og til idealet om at tale sandheden. At tale magten imod og vise vejen til et liv hinsides præstation og fortjeneste. At møde sandheden i dialog med egen fortid. For europæeren er fortiden ikke bare kulturværdier og tradition, men også en antropologisk grundbetingelse. Vi kan kun trænge arkæologisk frem til nutiden ved at komme til større klarhed om vor egen historie – hvordan fortiden arbejder i os som en levende samtale. Sandheden om fremtiden begynder derfor med en forståelse af vores samtid, at få øje på vores egen blindhed, genopdage forestillingsevnen og turde sige sandheden om det moralske svigt, lære af historiens nederlag, lære om kulturskattenes betydning for vores livsformer, for byerne, kystlinjerne, landskabet (som ødelægges af centerbyggerier, motorveje og økonomisk vinding). Universiteter og skoler skal netop kunne skabe en levende dialog mellem fortid og nutid. Kortsigtet økonomisk nytteforståelse udhuler uddannelsesinstitutionerne og er ødelæggende for en seriøs samtale om kultur og værdier.

Melancholia_Kirsten Dunst i Melancholia
JUSTINE, HOVEDPERSONEN I LARS VON TRIERS MELANCHOLIA

Livskunsten. Men det kræver at jeg forstår at det at leve ikke bare er en oplevelse, som mange tror i dag – men en opgave. En øvelse i at forundres overfor alt det der ikke ligner os selv; det, som formår at anfægte os og åbne os overfor verden og andre mennesker. Et liv styret af tilpasning er en tilværelse der skubber livet foran sig. At lære at forstå vores dødelighed er etisk og politisk bestemmende for at kunne handle. Livskunsten er en kamp mod den dovne, veltilfredse og tilpassede masse i os selv, det ligegyldige jeg der mister fornemmelsen for selvet. De værdier der tilhører alle, forstår jeg kun fordi jeg tager mit eget og andres liv alvorligt, fordi de udspringer af den dybeste omsorg for andre. Kun gennem denne omsorg bliver jeg et ægte individ. Dette vidste de gamle grækere. Det græske drama var ikke en performancekunst i betydningen udstille mit liv, mig og min identitet, men hadde derimod til hensigt at vække borgerne til bevidsthed om det værdige og uværdige liv. Gennem dramaet lærer man uretfærdigheden at kende fordi smerten er den virkelighed der er bærer af et fælles element – det ubærlige liv.
Kunst og ånd skal lære os at se, at blive seende, ind i vores egen samtid. Justine, hovedpersonen i Lars von Triers Melancholia (bildet), er en sådan seer. Hun føler lede ved sit job, familien og brylluppets falskhed. Hun ser de strukturer og den magt der opretholder det ubærlige og inautentiske liv. Som mange andre der har forsøgt at leve et liv med konstant tilpasning, er hun udkørt. I modsætning til sin neurotiske søster Claire, der, mens planeten Melancholia nærmer sig, lever i frygt for verdens undergang, bekræfter Justine sin og vores dødelighed. Det er gennem denne gestus (bekræftelse) at hun bliver politisk og fremviser en post-biopolitisk etik. I den afsluttende scene med sin søster opgiver Justine enhver plan om at forberede og tilpasse sig en mulig anden verden. For Justine er der kun denne verden. Hun sætter sig ned, venter og forundres.

Poetisk forbindelse. Måske har vi brug for mere nihilisme, ikke nihilisme som værdimæssig tomhed; det, som den nyliberale kapitalisme leverer – men en opløsning af det som giver ens liv mening og værdi, indtil man til sidst slipper taget i sig selv, og forandres? Måske forvandlingen først kommer i stand i mødet med denne umulighed, i det der er en transformativ berøring med intet? Ikke længere at være behersket af planer, tilpasninger, beregninger og forsikringer, og lammet af den biologiske overlevelse, men at trives med forundrings- og beundringsøvelser overfor kunst, kultur og alt det som ikke ligner os selv. Forfatterne sætter tingene på spidsen, og deres bud på en ny livskunst er kun meget foreløbig, men de har et klart budskab: Med det nyliberale menneskesyn har vi mistet fornemmelsen for vores egen selvbegrænsning. «Vi fastholder derimod, at var det ikke for en mere oprindelig kærlighed til verden og den anden, en poetisk forbindelse der tillader os at være forbundet, ville efterfølgende bånd, udelukkende baseret på vores usikkerhed og truethed, være overflødige.» Det vanskelige er ikke at tilpasse sig usikkerhed; det vanskelige er at kunne finde nye måder at bekræfte livet og livsformerne på.


Carnera er litteraturkritiker i Ny Tid.
ac.mpp@cbs.dk

Gratis prøve
Kommentarer