1968–2018 – drømmen lever videre

Tilbakeblikk på 1968 under årets internasjonale dokumentarfestival i Thessaloniki.

Niels Johan Juhl-Nielsen
Juhl-Nielsen er bosatt i København.

Thessaloniki Documentary Festival markerer 50-året for 1968, året hvor en række oprør, protester og mere omfattende demonstrationer verden over kulminerede og bidrog til et signalement af periodens særlige karakter. Eksempelvis var studenter og arbejdere i Frankrige i majdagene gået sammen om en generalstrejke med deltagelse af op mod 10 millioner arbejdere. Og amerikanerne måtte – selv med verdens mægtigste krigsmaskine – til sidst opgive besættelsen af Vietnam efter Vietcongs Têt-offensiv i 1968.

Som repræsentanter for sejrherrerne havde Stalin, Roosevelt og Churchill opdelt verden mellem sig på Yalta-konferencen i februar 1945. Samlingen af dokumentarfilm på festivalen viser, hvorledes den verdensorden, der havde understøttet autoritære regimer to årtier senere, slog revner. Sociale kræfters higen efter frigørelse ved egen indsats inspirerede gensidigt på tværs af kontinenter: fra studenterrevolten i Polen og Jugoslavien, «foråret i Prag» i Tjekkoslovakiet, over antikrigsdemonstrationerne og de antiautoritære mobiliseringer i Vesttyskland, Storbritannien og USA til fremkomsten af den sorte borgerretsbevægelse i USA, starten på kvindeoprøret i Nordamerika, Vesttyskland og Storbritannien, studenteroprøret i Mexico, de unge japaneres kampe og så vi dere. Tilsammen var hændelserne et udtryk for, hvad der er blevet kaldt loven om den ujævne og kombinerede udvikling.

I 2018 fremstår 1968 som en slags korrigering etter en første stabilisering av de internasjonale relasjonene etter to imperialistiske verdenskriger.

Festivalens bidrag. I In the Intense Now leveres mange væsentlige pointer fra begivenhedernes epicentre. Ved et tidehverv som 1968 ændrer historien sin rytme. Sådanne dage som majdagene i 68 var som år af ordinær erfaring. Unge af arbejderklassen var blandt andet i Paris i stort tal søgt mod universiteterne, der fremstod autoritære. Dette kombineret med den generelle modstand mod amerikanernes imperialistiske krigsførelse i Vietnam udløste protester og demonstrationer. De unge fra arbejderklassen følte sig ikke hjemme på universiteterne. Som udtrykt af studenterlederen Daniel Cohn-Bendit på det landsdækkende TV: Staten har altid benyttet eksamen som en social eksklusionsmekanisme til beskyttelse af de privilegeredes interesser.

Cohn-Bendit ses som studenterleder i centrum ved demonstrationer og på TV. Han førte et direkte politisk sprog og rettede opmærksomheden mod de sociale sammenhænge, som mange franskmænd i den givne situation oplevede som utidssvarende og uretfærdige. Hans politiske sprog talte ikke blot selve magten imod, men eksponerede også de stalinistiske og socialdemokratiske organisationers og ledelsers forsømmelser.

Tusindvis af unge blev i majdagene oplært i «livets skole» ved at befinde sig i begivenhedernes centrum og fra time til time skulle bringe forslag til torvs om, hvordan der her og nu måtte handles. Her var ikke pusterum til nogen dybere refleksion. At sammen med arbejderne og deres organisationer organisere demonstrationer, ja, en generalstrejke, kunne være vanskeligt mentalt at rumme. For de fleste unge var det hele måske nærmest at sammenligne med at deltage i et totalteater, hvor glæden aldrig rigtig indfandt sig og hvor rollen – på grund af manglende erfaring og skoling – blev spillet dilettantisk. Og hvor skulle det hele føre hen? Filosoffen Jean-Paul Sartre undrede sig og efterlyste studenternes egentlige plan.

Naturligvis ønskede de oppositionelle til de Gaulle ikke at blive del af en regering med baggrund i en generalstrejke. Så præsidenten kunne – med påstand om diktaturet som umiddelbart forestående – udskrive nyvalg, hvad der affødte et sviende nederlag for studenter og arbejdere. Hvem andre end stalinisterne og socialdemokraterne og deres historiske forsømmelser kunne arbejdere og studenter i den situation bebrejde for den smerte og utilstrækkelighed de følte?

Billedet af et fremtidssamfund eller en social imagination var i maj-revolten ikkeeksisterende. Uanset om det kom til generalstrejke, så var det borgerlige Frankrig og den franske stat ikke på noget tidspunkt truet. Eksempelvis var den franske hær slet ikke involveret.

Sovjetunionen havde ifølge studenterne historisk forrådt den socialistiske tanke og fremstod som alt andet end et eksempel til efterfølgelse for alverdens studenter og arbejdere. I June Turnoil vises, hvorledes intellektuelle samles om modstanden mod det jugoslaviske kommunistparti ved blandt andet at afsløre den retorik, som kommunistpartiet så længe havde kunnet holde den undertrykte befolkning i med et fast greb.

I 1968 – Hope skildres det politiske spil frem til Sovjetunionens invasion i Tjekkoslovakiet den 21. august 1968. Intellektuelle havde i samarbejde med folkelige kræfter lagt pres på det tjekkoslovakiske styre og blandt andet stillet spørgsmålstegn ved kommunistpartiets rolle i samfundet. Trangen til ytringsfrihed var udbredt, og helt ind i produktionslivet var ønsket om større frihedsgrader et argment for at sikre udvikling af samfundet. En socialisme med et menneskeligt ansigt, lød parolen. Ja, det gik så vidt, at førstesekretæren for det kommunistiske parti, Alexander Dubcek, ønskede at åbne op for etablering af yderligere socialistiske politiske partier. Hermed var Sovjetunionens grænse for det politisk acceptable nået: Sovjet-magten invaderede Tjekkoslovakiet og fremtvang et ledelsesskifte i landet og i partiet, hvorved hegemoniet blev opretholdt. Hvilken magtmanifestation!

I American Revolution 2 ser vi optagelser fra et lokalt borgermøde, der viser berettigelsen af borgerretsbevægelsen med omtale af politivolden mod den sorte arbejder som bagtæppe. Ikke blot stred de sorte imod «the pigs», men den omfattende varegørelse af samfundet splittede det lokale sammenhold i bestræbelserne på at etablere lokalsamfund. Black Panther-bevægelsen bidrog til at give radikaliseringen en dimension, som var fraværende i Europa.

Først de franske imperialister og siden USA måtte trække sig ud af Vietnam. USA mærket desuden betragtelig modstand mod krigen dels på hjemmefronten, og dels fra «det nye venstre» i store dele af den vestlige verden. Opfordringen lød: «Skab et, to, tre mange Vietnamer,» gengivet efter Che Guevara og guerillakampene i Sydamerika og Afrika. In the Intense Now leverer fragmenter til en helhedsforståelse af magtspillet som pågik i 1968.

Som den koloniserede verden i den grad kæmpede for at frigøre sig fra den amerikanske imperialismes overherredømme, således udgjorde «foråret i Prag» også en selvstændighedskamp, for at hævde en national suverænitet op imod et sovjetisk hegemoni.

I Kina – ikke at forglemme – gennemførte kommunistpartiet under Maos ledelse en kulturrevolution, hvor traditionelle beslutningshierarkier blev nedbrudt, og resultatet blev større magt til Kinas kommunistiske parti, under den kinesiske befolknings omfattende lidelser.

Regissøren João Moreira Salles (1962) inddrager i In the Intense Now bidrag fra sit private arkiv, idet instruktørens moder som kunstjournalist deltog i en rejse til Kina i kulturrevolutionens første år (1966). Over for moderens mere æstetiske indfaldsvinkel til oplevelserne refererer Moreira Salles forfatteren Alberto Moravia, som fra sine Kina-besøge fastholdt en politisk tilgang, som ikke faldt ud til det kinesiske styres fordel.

For de fleste unge var det hele kanskje nærmest å sammenlikne med å delta i et totalteater, hvor gleden aldri riktig innfant seg.

Status. Hver periode har sit materiale at håndtere. De unge studenteroprøreres argumenter i Paris udgjorde et mix af tidens teorier om neokapitalismen, forbrugersamfundet, borgerliggørelsen af arbejderklassen og håndtering af klassekonflikter ved forhandling. Set i bakspejlet blev 1968-erfaringer fra alle kontinenter af flere generationer bragt sammen af pionere, kættere og oprørere – i en vision om en ny internationalisme, i dag videreført i en mangfoldighed af sociale bevægelser.

I 2018 fremstår 1968 som en slags korrektion efter en første stabilisering af de internationale relationer efter to imperialistiske verdenskrige. I skyggen af den kolde krig affødte det bagvedliggende imperativ om økonomisk vækst, at verden mere og mere blev udfordret på klimaet og biodiversiteten. Menneskets udviklingsbetingelser blev samtidigt i stadigt større grad underlagt markedsmekanismen med social og kulturel polarisering til følge og med en ny teknologis særlige udfordringer.

Var opgaven for det ansvarlige menneske – med Václav Havels ord – «at komme til sig selv» og erkende, at der findes noget højere end mennesket selv, så forbliver spørgsmålet dog med 1968 i erindring, hvor det sociale og samfundsmæssige subjekt som drivkraften – der skal føre samfundene fremad – skal findes, hvis civilisationen skal ændre udviklingsretning. Men drømmen lever videre.

---
DEL

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.