Konfliktfri utopi

At drage på filmfestival i Jerusalem er mest af alt en påmindelse om den mentale bagage man slæber med ind i denne særegne region.

Steffen Moestrup
Email: moestrup@gmail.com
Publisert: 19.08.2015

Det begynder med en næsten for bastant symbolik allerede i Ben Gurion-lufthavnen udenfor Tel Aviv. I ankomsthallens forgreninger møder man to rulletrapper, der går hver sin vej separeret af et voldsomt murværk. En trappe til de, der skal af sted. En trappe til de, der ankommer. En mur til at adskille menneskene.
Indtrykket følges op på taxituren langs Vestbredden mod Jerusalem. Vi passerer et fængsel til palæstinensiske terrorister, som chaufføren udtrykker det. Og vi passerer ikke mindst den iøjnefaldende mur, eller «sikkerhedshegn» som israelerne har døbt konstruktionen, der ved færdiggørelsen skal strække sig mere end 700 kilometer gennem landet som en betonsnog, der dikterer landskabets anatomi. En mur finansieret af amerikanske dollars. En mur som på palæstinensisk side er fyldt med slagord og graffiti, mens israelere på den anden side har tegnet landskaber og solnedgange, der med lethed kan tolkes som en ignorering af virkeligheden; et forsøg på at skabe en illusion om at der ikke findes en anden side. Kun landskab og solnedgang.
Måske ser vi bare det, vi tror, vi skal se. Det, som lever op til vores forventninger og fordomme om Israel og konflikten. Der findes næppe noget område i verden, som er så entydigt i de første tanker, der springer frem, når man hører landet benævnt, og så komplekst ved et nærmere bekendtskab. Tankegodset har man med sig. Det er så vanskeligt at slippe det. Således også på filmfestivalen i Jerusalem, som er grunden til, at jeg er her denne gang. Inviteret af Jerusalem Press Club. Betalt med israelske penge. Hvem er jeg så? Støtter jeg så nogen? Som journalist og filmkritiker har jeg et stærkt ønske om ikke at vælge side. Om at forholde mig kritisk til alt, hvad jeg møder på min vej. Det er et ideal, men et vanskeligt et af slagsen. Kan man møde et israelsk menneske uden at tænke konflikten ind i mødet? Og kan man afkode en israelsk film uden at bruge konflikten som afsæt for afkodningen?

israeli palestinian cinematic project
Israeli Palestinian Cinematic Project

Censur og nye toner. Allerede under festivalens åbningsceremoni blander virkeligheden sig i kunsten. Ganske som forventet måske. I de senere år er der sket en gradvist højredrejning i israelsk politik. Det skyldes blandt andet, at jødiske bosætter-partier har fået mere magt i Knesset. Et af resultaterne af denne højredrejning er en forandring i kulturpolitikken, som naturligvis også sætter sine spor i filmlandskabet. Tydeligst har det manifesteret sig, da den nyligt valgte kulturminister Miri Regev udtrykte et klart ønske om at staten ikke har til hensigt at støtte film, der kritiserer Israel. Og kort før festivalens start advarede Regev filmfestivalen om, at hun ville tilbagetrække finansiel støtte til festivalen, hvis dokumentarfilmen Beyond the Fear, der omhandler Yitzhak Rabins drabsmand Yigal Amir, blev vist. Det endte i et kompromis, hvor filmen blev fjernet fra det officielle program og fremvist i en mindre, privat biograf. Da Regev træder på scenen under aftenens åbningsceremoni, lyder der da også en lind strøm af buhen og råben fra det israelske filmmiljø. Jeg taler med adskillige instruktører undervejs på festivalen. Flere af dem forventer at gå hårdere tider i møde og frygter, at filmkunst må vige til fordel for propagandistiske hyldestværker. Finansiering af kritiske film vil blive vanskeligere, siger nogle, mens andre er mere optimistiske og ikke tror på, at staten kan lykkes med at dæmpe filmkunstens kritiske røster.

AKA Nadia er en voldsom trist affære, og samtidig en subtil kritik af det israelske samfund og den racisme, der gennemsyrer det.

aka nadia
AKA Nadia

Det er 32. årgang af filmfestivalen i Jerusalem, som dermed må siges at være en af de mere etablerede kulturarrangementer i regionen, men det er bestemt ikke altid helt ligetil at få festivalen gennemført. Sidste år faldt filmfestivalen sammen med en voldsom eskalering af konflikten med utallige raketangreb fra Gaza og det israelske modangreb, som fik navnet «Operation Protective Edge». Flere udenlandske filmfolk boykottede festivalen for at støtte palæstinenserne, og flere af de inviterede filmgæster turde ikke møde op i den krigstruede by. «Jeg havde ellers personligt garanteret for, at vi nok skulle få ram på samtlige palæstinensiske raketter,» joker vores vært Uri Dromi fra Jerusalem Press Club, idet han finder et foto frem på sin iPhone, der viser nedskydningen af en palæstinensisk raket under festivalen sidste år – på præcist samme sted, vi står et år senere. Uri Dromi har en fortid i luftværnet og har været talsmand for både Rabin- og Peres-regeringerne. I dag lever han vist nok mest af at hive udenlandske pressefolk til Jerusalem.


… OBS. teksten fortsetter …


Kjære leser. NY TID trenger din støtte for å lage avisen. Derfor ber vi deg vennligst abonnere. Om du allerede gjør det, logg inn eller bare registrer deg som leser (inkluderer nyhetsbrev) for å lese mer gratis. (Du har allerede lest et par gratis artikler.)


Ny Tid i julegave

Legg igjen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.