Med sin forrige roman Profeterne i Evighedsfjorden gik Kim Leine i clinch med et af de mørkere kapitler i dansk historie, nemlig danskernes ageren i kolonitidens Grønland. I sin nye roman Afgrunden, der udkommer på norsk på lørdag, er det snarere et mørkt kapitel i dansk nutid, der granskes. Godt nok er fortællingen tidsmæssigt spundet fra Den Finske Borgerkrig i 1918 til Besættelsens sidste stunder i 1944, men Afgrunden trækker tydelige tråde op til nutidens Danmark som en nation i krig: «Som krigsførende nation synes jeg, det er vigtigt, at vi gør os klart, hvad der er det tillokkende ved krigen. Hovedmoralen ved bogen er nok, at hvis man først går ind i krigen, kommer man aldrig ud af den igen. Det er en erfaring, som en af romanens personer gør sig, men det jo også en erfaring som mange unge mennesker gør sig i disse år, hvor vi som nation deltager i flere krige rundt om i verden,» forklarer Kim Leine og fortsætter: «Danmark er nødt til at erkende, at når vi først er begyndt at involvere os, så kan vi ikke komme ud af det igen. Hvis der opstår en storkrig i Europa, hvilket der jo er meget, der tyder på sker i dette århundrede, så er Danmark ikke længere et lille, uskyldigt land. Så er vi en aktiv medspiller, og så vil krigen komme indenfor landets grænser med de konsekvenser, det får. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, om det er forkert eller rigtigt, at vi er gået med i krige, men jeg vil gøre opmærksom på dynamikkerne i krigens væsen.» Episk. Arbejdet med Afgrunden blev kickstartet af et filmprojekt, hvor Kim Leine forfattede en længere monolog over krigens væsen. Den første tanke var så at skrive en kortere roman på 120 sider, der skulle aktivere kontrasten med et stort perspektiv i det lille format, men sidenhen voksede stoffet sig til en episk roman på 600 sider, der især kredser om det fascinerende ved krigens væsen.
Jeg tror, de fleste mænd flirter med tanken om at slå et andet menneske ihjel og hvordan det mon føles.
«Krigsromaner er jo i dag automatisk anti-krigsromaner. Men man behøver ikke vifte med armene og sige, at krig er forfærdelig. Det ved vi godt, kammerat. Derfor kan man fokusere på noget andet. Jeg tænkte, at der må være noget ved krigen, der er godt. Ellers bliver den vel ikke ved med at eksistere. Hvis det kun var forfærdeligt, ville det vel med nogle darwinistiske mekanismer ophøre med at findes,» siger Kim Leine, der selv var militærnægter og egentlig betragter sig selv som pacifist. «Pacifister går jo normalt kun ind i krigslitteratur, hvis den er satirisk, men jeg ville skrive en roman, der tager sine personer alvorligt og befinder sig på samme niveau som personerne. Samtidig er jeg selv underlagt en krigsmytologi. Den er jo en af de store mandlige myter. Jeg tror, de fleste mænd flirter med tanken om at slå et andet menneske ihjel og hvordan det mon føles. I stedet for at stritte imod denne fascination af krigen, så synes jeg, det var naturligt at gå ind i det og undersøge det.» Hvad er det tillokkende ved krigen? «Det er jo i høj grad en afstandstagen til den virkelighed, vi er bekendt med. Vores virkelighed er blevet for virkelighedsfjern og fremmedgørende. Der er en ærlighed i krigen. Og en loyalitet overfor den virkelige verden. Freden kræver en kamp på et helt andet niveau end krigen. Krigens kamp er så nem. Den er nem at få øje på. Den er opdelt i godt og dårligt. Sort og hvidt. Fredens kamp er udfordrende på en helt anden måde.» At virkeligheden bliver mere uvirkelig på grund af freden, lyder næsten lidt paradoksalt. Man skulle jo synes, at freden trods alt er normaltilstanden, og krigen er undtagelsen, afvigelsen. Hvorfor mener du så, at krig er mere virkeligt? «Det skyldes, at der ikke er nogen idealer forbundet med freden. Den er gråmeleret og diffus. I krigen er det hele skåret krystalklart op, og ligeledes får man følelsen af, at man gør noget vigtigt. Og det er en følelse, der nok primært tiltrækker unge mennesker. Samtidig er der en iboende kedsommelighed i demokratiet og i freden. Demokrati er sgu bare ikke særlig sexet. Og det er ikke særlig tillokkende at kæmpe for det eksisterende.» Tænker du så, at de frivillige, der rejser fra Norge og Danmark for at krige i blandt andet Syrien, primært skal ses som en afstandtagen fra demokratiets iboende kedsommelighed, eller kan der være ideologiske bevæggrunde? «Som alibi har man idealismen. At man vil ned for at kæmpe for demokratiet, men i sin udtryksform bliver det altid antidemokratisk. Resultatet kan godt blive demokratisk, men selve krigens udtryksform er den samme. Forskningen fra anden verdenskrig har jo også påvist, at modstandsbevægelsens metoder var lige så antidemokratiske som modstandernes. Vi sloges for det rigtige, siger folk, men det falder jo udenfor rammerne af selve handlingen.» Så det er først ved slutresultatet, at man kan retfærdiggøre handlingen? «Ja, det vil jeg sige. Det er en falliterklæring for de vestlige demokratier, at Mellemøsten bliver mere og mere fyldt med unge mennesker fra Europa, der kæmper for ISIS. Folk nede i Mellemøsten, som jeg har kontakt til, siger, at det netop er de tilrejsende, som er de mest brutale. Det er dem, der skærer halsen over på folk og filmer det. Det er de frivillige, der kommer fra Europa, der ønsker de ekstreme excesser. Det er demokratiets børn, der springer over i den anden grøft og bliver ekstreme.» Manddomsprøve. Hænger det slet ikke sammen med, at de unge, der drager i krig, er marginaliserede i vores samfund? «Jo, absolut. Jeg tror, at alle føler en fascination af og en trang til at rejse i krig, men for de marginaliserede er vejen til krigen naturligvis kortere. Jeg forstår godt de frivillige krigere.» Kan du også relatere til det på et personligt plan – kunne du selv være frivillig kriger? Man mister sin barnlighed. Sin umodenhed. Man bliver en mand og en voksen. Man skræller barnehammen af. «Jeg kunne sagtens forestille mig at være soldat og drage i krig. Jeg ville måske synes, at jeg kunne gøre noget konstruktivt og vigtigt, men bag ved alle de alibier, som jeg laver for mig selv, ville det reelle jo være, at jeg bare skal ned og skyde med krudt og mærke kicket. Opleve eventyret. Og have min manddomsprøve. Man har brug for et slags indvielsesritual, som alle verdens stammer på en eller anden måde opererer med. Det skal gerne være brutalt. Man skal gerne sætte sit liv på spil. Lige nu består manddomsprøven jo snarere af at rejse til Prag og drikke sig fra sans og samling og tage hårde stoffer. Måske var det en idé at indføre en obligatorisk manddomsprøve i vores samfund, så den eneste mulighed ikke længere er at drage i krig.» Hvorfor vil det være godt? «Det vil give en følelse af overgang til den voksne alder. Det overgangsrite har vi jo ikke længere.» Et sted i romanen står der: ’Jeg tænker tit på, hvad den vil gøre ved os, krigen. Hvad jeg vil miste, hvad jeg vil få’: Hvad er det, som er at miste og få i en krig?
«Man mister sin barnlighed. Sin umodenhed. Man bliver en mand og en voksen. Man skræller barnehammen af.»
Hvis vi skal følge den analogi med modningen, er det så det samme, som er i færd med at ske med vores nation, at vi er ved at blive modnet som land af at være krigsførende nation? «Du kan godt sige, at det er den samme analogi. Vi har jo før været i krig og haft traumer over eksempelvist Dybbøl. Så trak vi os ind i os selv og blev pacifister, som ikke deltog i noget. Nu er vi så ved at krybe frem igen. Den bevægelse vil ske bestandigt. Vi lever i en mellemkrigstid nu. Når næste store krig kommer, vil vi være en af de aktive. Og den næste store krigs konsekvenser vil så skabe en ny myte om krigen og forme vores opfattelse af krig i generationerne fremover.»
Steffen Moestrup er journalist og kritiker i Ny Tid. moestrup@gmail.com
