Den interaktive indlevelse

Syrian Journey forsøger at skildre livet som syrisk flygtning ved at kombinere journalistikken med interaktive elementer fra computerspillet.

Ny Tid
Ny Tids arkiv av artikler, skrevet av diverse skribenter. (Se nederst i artikkelen, evt kontakt oss for skribent).

De tusindvis af druknede, desperate flygtninge har kastet lange skygger ind over Europa. På godt et år er omtrent 5000 mennesker druknet i Middelhavet. 5000 tragiske skæbner. De flygter fra Somalia. De flygter fra Syrien. Fra Nigeria og Eritrea. De flygter fra krig, død, sygdom og nød. Og deres metoder bliver stadigt mere desperate og usikre.

Ved fortællingens åbning har man netop solgt huset i Damaskus og krydset grænsen til Libanon.

Britiske BBC har med produktionen Syrian Journey lavet et anderledes forsøg på at formidle denne vedkommende og dybt aktuelle problematik. Om man decideret kan kalde Syrian Journey for et computerspil er nok diskutabelt, men det inddrager i al fald interaktive elementer, der kan siges at komme fra computerspillets verden og repræsenterer samtidig en gryende genre, vi kan kalde for «indlevende journalistik» (på engelsk: immersive journalism), der søger at udfordre de vanlige måder at tænke journalistik på. Dette vil jeg komme nærmere ind på senere. Først en beskrivelse af produktionen, som er at finde på en underside hos BBC (se link i bunden af denne kritik). Ved første øjekast ligner Syrian Journey et almindeligt website med tekst, tegninger, fotos og video. Man kan klikke rundt på de forskellige elementer og få information og fortællinger, ligesom man kan på almindelige journalistiske websites. Det anderledes dukker op, når man præsenteres for valget mellem, om man vil være mand eller kvinde. Når dette valg er truffet, starter rejsen. I modsætning til andre journalistiske beretninger og formidlingsformer, er man i Syrian Journey nemlig selv hovedperson i fortællingen. Man er en blandt ni millioner syriske flygtninge, der er blevet tvunget til at forlade sit hjem og sin familie. Ved fortællingens åbning har man netop solgt huset i Damaskus og krydset grænsen til Libanon. Det endelige mål er Europa, men for at komme dertil skal man undervejs træffe en række skæbnesvangre valg, som dels udstiller færdens mange risici og dels rummer en række etiske dilemmaer, vi sjældent får skildret i medierne. Valgene er den primære drivkraft i fortællingen. Skal vi rejse via Egypten eller Tyrkiet? Egypten er et billigere valg, og herfra vil rejsen gå videre over havet. Rejser man derimod over Tyrkiet, vil man måske kunne rejse på land. Jeg forsøger med Tyrkiet. I Istanbul møder jeg en person, der påstår at kunne fragte mig til Grækenland for 5000 dollars. Jeg har nu valget mellem at betale og stole på ham, eller at vente på et mere troværdigt bud. Jeg vælger at vente. Snart dukker en ny menneskesmugler op, og denne bringer mig i kontakt med nogle trafficking-folk, der har en båd parat i Izmir. Jeg satser og stiger på båden, som er bygget til 50 mennesker. Vi er 300 om bord. Midt på havet sætter motoren ud, og den medbragte satellit- telefon kan foretage et enkelt opkald. Skal vi ringe til menneskesmugleren, som måske kan sende en ny båd, eller skal vi ringe til kystvagten, som måske vil sejle os i ind i det græske øhav, men som også er kendt for at sende folk tilbage til Tyrkiet? Dilemmaer og valg hober sig op og efterlader et markant indtryk af, at der ikke findes nogen let vej. Ingen lette beslutninger. Første person. Alle valgene og alle situationerne i Syrian Journey er baseret på en omfattende journalistisk research og skulle således gengive virkeligheden på ganske korrekt vis. Alligevel kan man sagtens klandre Syrian Journey for en række ting. Eksempelvist er produktionen temmelig kortfattet, og der synes at være udeladt mange detaljer. Man kan også klandre BBC for at ville lukrere på en tragisk situation ved at skabe et unødigt dramatiserende og primitivt spil, hvor modtageren bliver sat i en situation, som vedkommende aldrig ville komme i. Da BBC lancerede Syrian Journey i begyndelsen af april, blev det da også mødt af en vis grad af furore på blandt andet Twitter, hvor en del mente, at spillet var udtryk for kynisme og dårlig smag. Men hvis det er dårlig smag at forsøge at videreformidle de oplevelser, som syriske flygtninge har i deres rejse mod Europa, så er det vel journalistik som generelt set har dårlig smag. Ved at vælge en anderledes formidlingsform, hvor modtageren selv bliver en del af fortællingen, opnår BBC måske en anden form for indlevelse. Det er i al fald en af hensigterne bag immersive journalism, som synes at være en journalistisk genre i vækst med titler som Deadline Athen (2014), Journey to the end of Coal (2008) og Gone Gitmo (2010). I alle disse eksempler skal man som spiller eller modtager af journalistikken selv drive fortællingen frem og selv være en karakter i fortællingen. Slutresultatet er i al fald til dels en synliggørelse af, hvordan er det at være nogen? Hvordan er det at være syrisk flygtning? Hvordan er det at være fange i Guantánamo? Hvordan er det at være kulminearbejder? Når fortællingen udfoldes i første person, og det vel at mærke er modtagerens egen første person, der er i centrum, kan det måske forøge chancen for at påvirke modtageren og indlejre det journalistiske materiale på mere varig vis og dermed cementere indtrykket. Man tager et andet ejerskab over fortællingen, som man selv bliver en del af den, og man oplever den i højere grad på egen krop, når man selv står for at skulle eksekvere den. At kombinere spil og journalistik kan givet vist føre til forfladigelse og unødig dramatisering, men det kan også sikre, at journalistikken bedre kan konkurrere med de mange underholdningstilbud og samtidig styrke sig selv ved at inkorporere nogle af de styrker, som er eksempelvist computerspillet forundt.     Moestrup er spillkritiker i Ny Tid. Syrian Journey spilles direkte i browseren. Spillet er gratis og findes på  http://www.bbc.co.uk/news/world-middle-east-32057601  

---
DEL